Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 15. juli 2018

Tome Topple Readathon opsummering


[Reklame - indeholder anmeldereksemplar fra Politikens forlag (Rosernes Torne), Tellerup (Gøglerkongens sværd og Banneret samles) og Enter Darkness (Når mørket kommer krybende)]


Den 6. runde af Tome Topple Readathon er færdig, og det på tide med en opsummering. Og jeg kan sige at det ikke helt gik, som jeg havde forventet eller håbet på. Jeg fik nemlig kun læst 1 bog fra min tbr, og jeg er en kende skuffet over mig selv. Jeg fik til gengæld læst nogle kortere romaner, men jeg havde håbet på at få læst nogle flere af mine murstensromaner. Nu må jeg se om jeg kan få presset dem ind i løbet af måneden. Alt i alt har dette ikke været mit bedste readathon.


Fredag d. 29. juni
Så er readathonet startet, og jeg har fluks kastet mig over Thornhill af Pam Smy, som er en grafisk roman, hvor vi følger to piger - den forældreløse Mary, der bor på Thornhill-hjemmet i 1982, og som bliver udsat for ekstrem og grusom mobning, samt Ella der lige er flyttet til byen i 2017 og har udsigt til Thornhill-hjemmet og en dag ser en pigeskikkelse derover. Det var en rigtig spændende historie, og jeg blev da også ret hurtigt færdig med den.
Som jeg skrev i mit tbr indlæg vil jeg i løbet af disse to uger ikke kun læse murstensromaner. Jeg har nemlig også en del bøger under 500 sider, som jeg gerne vil have læst i løbet af juli måned. Jeg har valgt ikke at tælle disse med i antal læste bøger og sider i denne opsummering.
Jeg er pt. i gang med lydbogsversionen af Gemina af Amie Kaufman & Jay Kristoff. Derudover er jeg også i gang med Gøglerkongens sværd af Carina Evytt og selvom den er på 461 sider er det ikke helt nok til dette readathon. Men jeg vil gerne have læst den færdig inden jeg begynder på en ny murstensroman.

Antal læste bøger: 1
Antal læste sider i alt: 558

Lørdag d. 30. juni
I dag skulle jeg ud at sejle på Silkeborg Søerne sammen med mine forældre, min ene bror samt min faster og onkel. Vi havde bestemt, at vi skulle afsted fra morgenstunden, så vi kunne komme hjem igen inden det blev for varmt. Vi var derfor tidligt oppe for at komme til Silkeborg. Det var en rigtig hyggelig tur, og den blev lidt længere end forventet, da vi besluttede os for at sejle til Himmelbjerget for at få en is. Men det var også en meget god is, og det var en rigtig hyggelig tur. Jeg havde godt nok taget Gøglerkongens sværd med i tasken, men jeg fik ikke læst en eneste side, fordi der var så meget at kigge på.
Da vi var kommet hjem igen fik jeg hørt Gemina færdig. Jeg har hørt den før, men den er simpelthen så fantastisk at den godt kan klare flere genlæsninger. Jeg gik straks i gang med lydbogsudgaven af Wolf-Speaker af Tamora Pierce.
Inden jeg skulle i seng fik jeg også læst nogle flere kapitler af Gøglerkongens sværd.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 916


Søndag d. 1. juli
Fik ikke læst så forfærdelig meget i dag, men det blev dog til nogle kapitler i Gøglerkongens sværd. Derudover fik jeg skrevet et par blogindlæg, hvilket jeg var virkelig glad for, da jeg ikke har haft så meget tid og overskud til bloggen for tiden.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 916


Mandag d. 2. juli
I dag arbejde jeg videre på et par anmeldelser til bloggen, og så blev jeg også færdig med lydbogsudgaven af Wolf-Speaker af Tamora Pierce.
Jeg har også lånt og er i gang med at høre en BBC dramatisering af The Left Hand of Darkness af Ursula K. Le Guin. Jeg har ikke læst science fiction romanen endnu selvom den står på min reol, så det er lidt sjovt at høre en dramatisering af den, men under alle omstændigheder har jeg nu fået endnu mere lyst til at læse den.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 916

Tirsdag d. 3. juli
I dag var store oprydningsdag. Jeg har længe haft en hel del flyttekasser fyldte med bøger stående hjemme hos mine forældre. De har stået der, fordi hverken da jeg boede i lejlighed i Aalborg eller i Randers har jeg haft plads til alle mine bøger, så derfor har de stået hjemme hos mine forældre, men nu er det på tide at få ryddet op i dem, og skille mig af med dem, som jeg enten har læst og ikke vil læse igen, eller som jeg har fået en ny udgave af (det gælder især gamle biblioteksudgaver) eller som jeg helt har mistet interessen for at læse. Jeg arbejde nogle timer og fik gjort et godt indhug i bøgerne, men vil gemme resten til i morgen.
Dagens bog var Gøglerkongens sværd, som jeg vil være færdig med i dag.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 916

Onsdag d. 4. juli
Jeg nåede ikke at bliver færdig med Gøglerkongens sværd inden midnat. Klokken blev derimod 2, før den sidste side blev vendt. Min anmeldelse kan læses her.
Jeg blev faktisk også færdig med at rydde op i kasserne med bøger. 10 flyttekasser fulde af bøger ryger nu til genbrug, hvor de forhåbentlig kan finde nye hjem. Hvor er det rart endelig at få ryddet op i en stor del af mine læste og ulæste bøger, så de ikke længere bare står døde i flyttekasserne. Jeg har stadig tre reoler hjemme ved mine forældre, som lige skal kigges igennem, men det får jeg gjort ved en anden lejlighed.
Jeg fik også endelig startet en ny murstensroman, nemlig Rosernes torne af Stephen King og Owen King.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 985


Torsdag d. 5. juli
Dagen i dag stod på ren afslapning efter to dages oprydning. Det var også tiltrængt, og det er jo ferie. Jeg fik læst nogle flere sider i Rosernes torne, som bliver mere og mere spændende.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.018

Fredag d. 6. juli
I dag skulle hele familien til Landsskuet i Herning. Vi er afsted hvert år, men det er ikke hver gang alle er med. Vi have nogle rigtig gode timer, hvor vi kiggede på dyr, maskiner og mange forskellige boder. Det blæste rigtig meget, men heldigvis var det ikke koldt. Men blæsten var med til at give mig hovedpine, og da vi kom hjem igen, var jeg virkelig træt og tog derfor en lang lur.
Men lidt læsning i Rosernes torne blev det da til.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.052

Lørdag d. 7. juli
I dag skulle vi om formiddagen til fødselsdag hos min faster i Silkeborg. Det var nogle rigtig hyggelige timer
Dagens læsning var lidt flere kapitler i Rosernes torne.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.094

Søndag d. 8. juli
Igen en stille og rolig dag, hvor jeg om formiddagen fik læst i Rosernes torne, og hvor vi om aftenen var ude at spise på Flammen i Viborg. Det var rigtig hyggeligt.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.228


Mandag d. 9. juli
I dag var jeg om formiddagen ude at shoppe med min mor. Vi tager afsted hvert halve år, så dette var vores sommertur. Vi fik begge fat i nogle gode ting, og så var det bare en virkelig fin formiddag.
Hvad angår min læsning kan jeg mærke, at jeg er ved at blive lidt rastløs. Jeg har brug for at færdiglæse en bog ellers føler jeg mig fanget. Så derfor har jeg besluttet at sætte Rosernes torne på en lille pause, ikke fordi den er dårlig, for det er den bestemt ikke, men fordi jeg lige har brug for at læse noget andet. Så derfor genlæste jeg Moln - Jorden husker af Michael Kamp, en bog jeg ved kan læse på ganske få timer.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.228


Tirsdag d. 10. juli
Min læselyst var stadig ikke helt i top, så i stedet for at læse den bog jeg var i gang med begyndte jeg i dag på tre nye. En af dem blev jeg dog færdig med igen samme dag, og det var min genlæsning af Når mørket kommer krybende.
De to andre bøger var Lifel1k3 af Jay Kristoff og Banneret samles af Pernille Eybye og Carina Evytt.
Så jeg fik læst lidt horror, lidt science fiction og lidt fantasy i dag.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.335

Onsdag d. 11. juli
Lifel1k3 viste sig at være meget spændende, så den har jeg valgt at læse videre i. Jeg tror, desværre ikke at jeg får læst flere murstensromaner under dette readathon.
Efter aftensmaden kørte mine forældre, jeg selv og hunden en tur til Kongenshus Mindepark. Vi var også derude sidste år, men der fik vi ikke set alle mindestene. Men det gjorde vi til gengæld denne gang. Min mor havde taget kaffe, juice og kager med som vi sad og nød på en bænk. Derefter kørte vi hele vejen igen hede området og dernæst igennem plantagen. Når vi er på tur kører vi aldrig den samme vej hjem, så derfor vi også set en hel del.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.335
Torsdag d. 12. juli
Sidste dag af readathonet, og så får jeg selvfølgelig endelig lydbogsudgaven af Stephen Kings It. Jeg havde håbet, at jeg ville modtage den tidligere, så jeg kunne skifte mellem en lydbog og en papirbog i løbet af readathonet, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Men nu var den her og jeg fik da også lyttet til en masse ord.
Min bog er stadig Lifel1k3, og det bliver ikke til flere murstensromaner.
Vi tog igen på tur efter aftensmaden. Denne gang gik turen til Dollerup Bakker, hvor vi gik en herlig tur ude i bakkerne.

Antal læste bøger: 1½
Antal læste sider i alt: 1.507

4 kommentarer:

  1. Jeg havde lidt samme problem til TomeTopple. Jeg var ikke rigtig i humør til de tykke bøger, så jeg fik, ligesom dig, kun læst en, og så et par tynde bøger. Men det lyder da som om, at det du har læst, har været godt, og det er jo det vigtigste. Forhåbentlig går det bedre i næste runde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er træls når læselysten forsvinder, især når man jo er opsat på at læse bøgerne. Lad os krydse fingre for at det går bedre næste gang :)

      Slet
  2. Jeg har aldrig hørt om Tome Topple før, det må jeg da undersøge!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg bestemt du skal :)

      Slet