Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 20. december 2019

Asaphs Rige af Eva Egeskjold

"Hver en krog var tom; tømt for den skygge, der havde samlet sig foran ham. I stedet lå de badet i et sælsomt, glimtende lys, som om månelyset havde taget skyggernes plads. Dolomedes tav og stirrede på den høje masse af sort uigennemsigtig skygge, der tårnede sig op over ham midt ude i gaden. 'Du er ikke Mengiel ... søn af Lysfolket,' lød en stemme inde fra mørket. 'Sig frem ... hvad vil du mig?' Dolomedes mærkede hårene rejse sig i nakken. Dæmonens stemme var ikke særlig høj. Alligevel føltes det, som gik den gennem hans kød og knogler som en sløv sværdklinge."


[Bogen er et anmeldereksemplar fra Eva Egeskjold]


Asaphs Rige er fjerde og sidste bind i serien om Næslandet. Vi er kommet til det endelig opgør mellem Oona og Lysfolket på den ene side og Lucili, Conian og Radixfolket på den anden. Og det var en virkelig spændende og nervepirrende slutning på en virkelig skøn fantasyserie, der emmer af fortælleglæde!

Eva Egeskjold forstår virkelig at skrue en god historie sammen, hvor der er fokus på detaljerne, og hvor der er mange plottråde smidt op i luften og som så bliver grebet igen til i løbet af historien. Jeg var vild med at vi fik mere baggrundshistorie om nogle af karakterne, heriblandt troldmanden Dolomedes, hvor vi får mere at vide om hans fortid og hvad der er hans drivkræft.
Jeg var også vild med at Ovisulvene var med igen. Jeg synes, de var nogle meget fascinerende væsner, så for min skyld måtte de gerne have været endnu mere med.
Næslandet er et land, der er befolket med mange interessante væsner, og jeg nød at få lære mere om dem igennem hele serien. Det er et meget fedt og spændende univers som forfatteren har fået skabt, og jeg er slet ikke parat til at forlade det endnu, så jeg krydser fingre for at kommer mere på et tidspunkt.

Noget der dog ikke rigtig fungerede for mig var den allersidste trussel vi møder i historien, og som jeg ikke vil afsløre her på grund af spoilers. Den virkede ikke for mig, fordi den aldrig rigtig blev virkelig truende for vores hovedpersoner. Der kom ikke rigtig noget på spil for Oona og co. Som læser kunne man jo følge med i hvad der skete, men den virkede lidt tamt i forhold til de andre trusler, der har været i serien, netop fordi vores hovedpersoner aldrig opdagede den. Det var lidt en skam efter min mening, men det skal selvfølgelig ikke ændre på at Asaphs Rige er en helt perfekt afslutning på Næslandet - for det er den helt bestemt. Det er en rigtig god slutning, som jeg slugte på ingen tid, fordi den var så fængende.

Jeg er så glad for at have læst hele Næslandet serien i år. Jeg er lidt trist over at den nu er slut, for det har været en helt igennem vidunderlig og eventyrlig serie, som bare bliver vildere og bedre jo længere du kommer ind i serien.
Så elsker du fantasy, kan jeg varmt anbefale dig Næslandet.


4/5 stjerner

Titel: Asaphs Rige
Forfatter: Eva Egeskjold
Serie: Næslandet #4
Sprog: dansk
Forlag: Andersen & Vig
Udgivet: 16. september 2017
ISBN: 9788799917662
Sideantal: 464

Ingen kommentarer:

Send en kommentar