Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 16. maj 2021

Mit Store Stephen King Projekt #1


Jeg startede mit Store Stephen King Projekt for et år og et par dage siden, og derfor er det vist på tide med en lille opdatering. Den har ligget som kladde længe, men nu har jeg endelig fået den skrevet færdig.
Jeg har endnu ikke fundet en skabelon for disse opsummeringer, så det kan være at de ændrer sig hen ad vejen. 
Jeg har læst de fire første bøger, og det er dem jeg kort vil nævne her. Der er også link til mine anmeldelser af bøgerne, hvis du vil vide lidt mere. 

__________


Carrie var den første roman, som Stephen King fik udgivet tilbage i 1974. Han havde tidligere fået udgivet nogle noveller, men det var Carrie, der for alvor satte skub i hans forfatterkarriere. Carrie var ellers lige ved ikke at blive udgivet. Den begyndte som en novelle, men den virkede ikke rigtig for King. Men heldigvis opfordrede Kings kone, Tabitha, ham til at skrive videre og resten er historie.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang læste Carrie, men det har måske været i de ældste klasser i folkeskolen eller i gymnasiet. Det er bestemt ikke min yndlingsroman af King og den har også sine fejl, men den kan alligevel et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte min finger på. 
Min anmeldelse kan læses her

__________


Den næste roman, som King fik udgivet var 'Salem's Lot, som blev udgivet i 1975. Det er en historie, der inspireret af tanken om, hvad nu hvis Dracula havde slået sig ned i en lille soveby i USA langt væk fra storbyen. Det er der efter min mening, kommet en virkelig spændende vampyrfortælling ud af. Det er også den første roman, hvor en af Kings foretrukne hovedpersoner, en forfatter, er hovedfortælleren. Det er også en historie, der tager et kig på de småbyer (gerne i Maine), som tit figurerer i Kings fortællinger.
'Salem's Lot er en af mine yndlings vampyrromaner, som jeg har læst et par gange efterhånden, og min anmeldelse af den kan læses lige her.


Ondskabens hotel blev udgivet i 1977, og er nok en af Kings mest kendte romaner (den påstand står på min egen regning, men det er det indtryk jeg har fået). 
Det er endnu en roman, der har fokus på en forfatter, Jack Torrance samt hans kone Wendy og deres søn Danny. Og så er der Hotel Overlook, der er noget helt for sig.
Jeg har læst romanen flere gange end jeg lige kan huske, og jeg er stadig lige vild med den. Den er med til at bevise at King kan have fokus på familie, indre dæmoner, og at han kan skrive det virkelig uhyggeligt. 
Min anmeldelse af Ondskabens hotel kan læses her

__________


Amok er den første roman, som King fik udgivet under sit pseudonym, Richard Bachman. Amok eller Rage, som den hedder på engelsk, bliver ikke længere trykt i USA, da den handler om skoleskyderi, og King har derfor valgt at den ikke længere skal være tilgængelig. (Den kan dog stadig findes visse steder).
Jeg har læst den en gang, længe før jeg startede dette projekt op, og den har ikke efterladt et stort indtryk (men jeg kunne huske enkle dele af handlingen). Jeg genlæste den sidste år, og det bliver ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Den var bare ikke noget for mig.
Anmeldelsen kan læses her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar