Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 26. august 2022

The Stand af Stephen King

"First come the days of the plague. Then come the dreams. Dreams that warn of the coming of the dark man. The apostate of death, his worn-down boot heels tramping the night roads. The warlord of the charnel house and Prince of Evil. His time is at hand. His empire grows in the west and the Apocalypse looms."


Det har taget mig et godt stykke tid, at skrive denne anmeldelse. Jeg blev nemlig færdig med bogen tilbage i december 2021, og herefter har den lagt som en kladde, uden jeg har tilknyttet særlig mange ord til før nu (august 2022). 
Det er ikke fordi bogen er dårlig, for det er den bestemt ikke, men måske mere fordi jeg ikke lige vidste, hvordan jeg skulle gribe den an. The Stand er trods alt et værk på 1325 sider, og jeg kan under ingen omstændigheder dække det hele eller for den sags skyld bare halvdelen af hvad der står på de sider. Og så har min dårlige samvittighed bare blevet ved med at udskyde anmeldelsen. Men nu skal det altså være, og jeg vil forsøge at gøre mit bedste.

En ekstrem smitsom og dødelig influenzavirus undslipper ved et uheld det amerikanske laboratorie, hvor det er blevet udviklet som biologisk våben. Dens dødelighed er vurderet til at være på 99.4 %. Virussen spreder sig gennem USA stater (og resten af verden), og først tror man blot at det er en slem forkølelse, men snart begynder samfundet, som vi kender det, at kollapse og ligene fylder bogstaveligt talt i gaderne. En gruppe mennesker viser sig at være immune, og de begynder lige så langsomt at samle sig i to store grupper under de to ledere Mother Abagail, der er udvalgt af Gud, og Randall Flagg, som også går under betegnelse "The Dark Man" (så kan man jo snildt gætte hvilken side, han er på). Det bliver en kamp mellem det gode og det onde om verdens fremtid.

The Stand er en virkelig god apokalyptisk/postapokalyptisk roman. Kings beskrivelser af, hvordan sygdommen spreder sig, og ikke mindst hvordan samfundet begynder at bryde sammen på flere planer, er noget af det stærkeste jeg længe har læst i genren. Det var virkelig skræmmende, og nok heller ikke helt urealistisk, når det kommer til stykket. Der er visse steder, hvor handlingen bliver en lille smule langtrukken efter min smag, men alt i alt er det en virkelig spændende og medrivende roman. 
Selvom det er en postapokalyptisk roman, er der også plads til nogle overnaturlige evner, som jeg synes passer meget godt ind.

Som i enhver anden Stephen King murstensroman, er der et væld af karakterer med. Nogle står tydeligere frem for mig end andre, men det er også forskelligt, hvor meget plads de har fået hver især, samt hvor uforglemmelige deres personlighed er. Jeg kan rigtig godt lide at vi følger både "de gode" og "de onde". Det giver et rigtig godt indblik i deres forskellige mål og agendaer, og så er det bare mere interessant, når man får lov til af få flere synsvinkler.  

The Stand er en velskrevet, skræmmende og tankevækkende roman, som jeg varmt kan anbefale. Den kræver en indsats, når det kommer til sideantal, men den er i den grad det værd!


4/5 stjerner

Titel: The Stand
Forfatter: Stephen King
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Hodder & Stoughton
Udgivet: 12. maj 2011 (denne udgave) / oprindelig udgivet 3. oktober 1978
ISBN: 9781444720730
Sideantal: 1325

Ingen kommentarer:

Send en kommentar