Bare et kapitel mere: The Fireman af Joe Hill

lørdag den 15. oktober 2016

The Fireman af Joe Hill

"No one knows exactly when it began or where it originated. A terrifying new plague is spreading like wildfire across the country, striking cities one by one: Boston, Detroit, Seattle. The doctors call it Draco Incendia Trychophyton. To everyone else it’s Dragonscale, a highly contagious, deadly spore that marks its hosts with beautiful black and gold marks across their bodies—before causing them to burst into flames. Millions are infected; blazes erupt everywhere. There is no antidote. No one is safe."

Harper Grayson er sygeplejeske og ser sig selv som en Mary Poppins type (som også er hendes store forbillede). Hun tror på det bedste i folk, vil gøre alt for at hjælpe dem i nød, og har let ved at tilgive uretfærdigheder, der bliver gjort mod hende. Hendes evner kommer rigtig i spil, da en mystisk sygdom kaldet Dragonscale begynder at brede sig. De smittede med Dragonscale får symptomer i form af mærkelige tatoveringer på deres hud, og så kan de spontant bryde i brand, og derved slå dem selv ihjel og de der er uheldige at stå for tæt på. Kaos begynder da også at brede sig og snart bliver det de raske mod de smittede.

Jeg var vild med grundideen i denne roman. En mærkelig sygdom der spreder sig med lynets fart, en verdenen der bliver delt i to lejre, de raske og de smittede. Det er setupet for en rigtig fed dystopisk roman. Desværre havde jeg nogle problemer. Det største var at romanen simpelthen er for lang, forstået på den måde at den bliver langtrukken, og der var (for mange) steder, hvor jeg kedet mig undervejs. Der kunne snildt have været skåret 200-300 sider af og så ville historien og karakterne stået meget stærkere frem. Der blev også hele tiden spundet flere mindre plottråde på den overordnet historie, og jeg synes den derved til tider bevægede sig ud af lidt kringlede sidegader, der var knap så interessante for mig som hovedplottet var.

Af de mange forskellige karakterer kunne jeg bedst lide John (the fireman) og Nick, en døv dreng. Jeg fandt dem simplethen så charmerende. Nu hedder romanen jo The Fireman, og så havde jeg nok en skjult forventning om at John/the Fireman optræder i bogen. Det gør han også, men han brilliere faktisk mere med hans fravær fra bogens sider end hans tilstedeværelse. Han kommer nærmest først på scenen, når andre har brug for ham, og det brød jeg mig ikke rigtig om. Det føltes ikke troværdigt. Han skulle forestille at være en lone wolf, og det skal jeg, da love for at han opfylder. Men jeg så frem til, når han endelig kom på scenen for så vidste jeg at der var noget fedt under opsejling. Harper var også okay for det meste, men jeg synes hun var alt for godtroende og tilgivende til tider, hvilket frustrerede mig i nogle af de situationer hun rodede sig ud i.

Jeg kan kun konstatere at jeg havde alt for store forventninger til denne bog. Ideen er virkelig, virkelig fed, men udførelsen halter. Overordnet bød historien på nogle fede ideer, scener, stemninger og karaktere. Men det blev bare for langtrukken til sidst.
Betyder det så at jeg er færdig med Joe Hill? Det gør det bestemt ikke, for hans Locke & Key graphic novel serie var fantastisk og overvældende og så fed og gennemført. Men jeg vil nok skrue mine forventinger en tand ned næste gang.