Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 28. april 2016

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen

"Rune listede ind i toiletbåsen og låsede. Han kravlede op på wc-brættet og satte sig på hug. Holdt vejret og lyttede. En svag skraben lød nede ved gulvet. Fire spadeformede fingre tog om kanten af døren. De tykke fingre slap taget i døren og noget rædselsvækkende skete: På fingerspidserne åbnede huden sig i dybe sprækker, og fire mælkeblege øjne med røde pupiller gled ud og stirrede på ham..."



Rune ved at der er noget galt. Der er nogle der forfølger ham. Underlige mænd i grå frakker. Der lurer rundt omkring i København, hvor han færdes. Mennesker begynder at forsvinde, det er som de aldrig har eksisteret. Men Rune ved at det ikke passer. For han har mødt nogle af disse mennesker, og han husker dem. Nu er de grå mænd ude efter Rune for han ved for meget.

Som præmis lyder Dæmonen i hælene rigtig spændende, og den har også nogle gode momenter og scener, blandet andet en ret god badeværelsesscene. Dennis Jürgensen skriver som altid godt, levende og humoristisk. Men, for der er et men. Dæmonen i hælene er den bog jeg bryder mig mindst om i Dennis Jürgensens Black Horror serie (som ikke er en sammenhængende serie), Den er bestemt ikke dårlig, overhovedet ikke, jeg giver den 3 stjerner, men jeg synes bare ikke rigtig, at den kan måle sig med de andre bøger, hvis jeg skal sammenligne dem. Den var ikke lige så uhyggelig som de andre. Jeg synes den manglede et eller andet, uden jeg præcist kan sætte fingeren på hvad det var. De grå mænd som skulle være de grufulde "monstre", var bare ikke så gode monstre som for eksempel den besatte hund Tarzan fra Uhyret i brønden, Simon Featherwell, en mand er gennemgår en frygtelig metamorfase, der langsom forvandler ham til et undersøisk uhyre i Tingen i cellen, eller bare det klassiske monster i kælderen, der skræmmer og undertrykker en lille dreng i Monsteret i kælderen. (Anmeldelser af de overstående bøger kan læses her, her og her).

Dæmonen i hælene bruger i høj grad paranoia som virkemiddel, men jeg kunne ikke rigtig sætte mig i hovedpersonens, Rune, sted. Jeg kunne ikke rigtig følge hans paranoia, den krøb ikke ind under huden på mig. Jeg synes også at bogen var for kort. Hvis historien havde haft flere sider at udspille sig på, tror jeg at paranoiafølelsen ville have fungeret bedre på mig.

Dæmonen i hælene er en ok bog, jeg fandt den bare ikke særlig skræmmende (men måske er jeg "skadet" af alle de horrorbøger, jeg har læst siden, jeg var barn, og som jeg stadig læser). Skræmmeeffekten (eller rettere sagt manglen på samme) og det at den er alt for kort, er det der gør Dæmonen i hælene til en ok læseoplevelse for mig, men heller ikke mere.


3/5 stjerner

Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2010 (denne udgave) / oprindelig udgivet i 2007
149 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar