Det er i september. der er Fantasyfestival i Esbjerg, nærmere bestemt lørdag d. 17 og søndag d. 18. Og jeg skal deltage for første gang! Jeg skal afsted med en veninde, og vi skal selvfølgelig se Trudi Canavan. Hvad der ellers skal ske ved jeg endnu ikke, men det finder vi jo nok ud af ;)
Jeg har derfor også besluttet at lave et læsetema for september måned. Det er ikke noget jeg normalt gør så meget i, jeg er mere en stemnings/lyst læser, men her var jo en oplagt mulighed. Og da jeg elsker fantasy, kan det jo nærmest ikke blive bedre.
Jeg har derfor på forhånd udvalgt 11 bøger (jeg havde oprindelig udvalgt 10 bøger, men så sneg der sig en joker ind). Jeg ved ikke om jeg læser dem alle, men de står i hvert fald øverst på listen.
De første fem bøger er faktisk en genlæsning. Det er nemlig de fem bøger i Den Store Djævlekrig. Den sidste bog, Den faldne djævel, udkommer nemlig d. 16 september, så den skal jeg selvfølgelig have fingrene i. Men inden jeg kaster mig over den, vil jeg gerne have læst de andre bøger først.
Jeg har længe ønsket at læse noget af Brandon Sanderson, og jeg tror jeg starter med Stålhjerte.
A Darker Shade of Magic (Shades of Magic #1) stod også på min sommerferie læseliste, men der nåede jeg den desværre ikke.
Jeg elsker Harry Dresden, så derfor er jeg selvfølgelig også nødt til at læse den tredje bog i serien, Grave Peril. The Dresden Files kan kaldes for urban fantasy og en anden fantastisk urban fantasy serie er Anita Blake, Vampire Hunter. Guilty Pleasures er bog 1 i serien, og dette er igen en genlæsning for mig, men jeg bliver simpelthen nødt til at fortære dens ord igen. Det er en serie jeg aldrig bliver træt af og da jeg endnu ikke har læst alle bind i serien, har jeg nok at tage fat på.
Nevernight er en bog jeg glæder og frygter lidt på samme tid. Jeg har hørt meget godt om den, og er lidt bange for at få for høje forventninger til den.
Min jokerbog er er Harry Potter and the Cursed Child, og mere vil jeg ikke sige om den sag lige nu, men måske i en fremtidig anmeldelse.
Så dette er min fantasy læseliste for september måned, og jeg er en smule spændt på at se hvordan det kommer til at gå. Jeg er god til at lave lister over bøger jeg gerne vil læse i nærmeste fremtid, men om jeg overholder dem, ja det er en helt anden sag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar