Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 10. marts 2019

Nye bøger #45 - tilføjelser i februar


[Indeholder anmeldereksemplarer]

Endnu en måned er gået og derfor er det igen blevet tid til at se på de bøger, som jeg enten modtog fra forlag eller som jeg selv købte i løbet af februar. Det blev til hele 15 nye bøger.
Som altid starter jeg med de anmeldereksemplarer, som jeg har fået tilsendt fra forlag, og jeg vil også lige sige tusind tak til forlagene.


Fra Politikens Forlag har jeg modtaget De udødelige af Chloe Benjamin. Den følger fire søskende igennem fire årtier, og så er der også noget med en synsk kvinde, der giver hver af dem en profeti, som kommer til at trække dybe spor gennem deres liv. Det lyder utrolig spændende og så har den bare en mega flot forside efter min mening.

En tidlig morgen stod der en orange pakke udenfor min dør. Jeg pakkede den op og indeni gemte sig bogen Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan. Hr. Ferdinand havde været så søde at overraske mig med den, og jeg glæder mig til at læse den.


Forlaget Facet har sendt mig første bind i Sidsel Sander Mittets nyeste serie Bjergtaget. Den handler om elver af den slags der har hul i ryggen og lokker mænd med deres fortryllende dans. Det lyder utrolig spændende, og jeg ser frem til at læse den.

Fra Calibat har jeg modtaget YA novellesamlingen Før vi forsvinder. De lyder rigtig spændende, og jeg glæder mig til at dykke ned i dem.


Jeg er stor fan af Seanan McGuire og besluttede derfor at forkæle mig selv med tre af hendes bøger.
In an Absent Dream er fjerde del i hendes Wayward Children serie, som jeg holder meget af, og jeg glæder mig meget til at finde ud af hvilket eventyrland, jeg kommer til at besøge i denne bog.

Jeg ved ikke så forfærdeligt meget om de to andre bøger af hende, som jeg har købt. Men jeg er sikker på at det nok skal blive interessant læsning. Bøgerne er Boneyard og Dusk or Dark or Dawn or Day.


Jeg er i gang med at læse Pax serien af Åsa Larsson og Ingela Korsell og har derfor købt Maren, som er det niende og næstsidste bind i serien.

Jeg har også købt Død over Tandfeen af Sophie Souid, som jeg allerede har læst og anmeldt lige her.


Jeg kunne ikke stå for denne udgave af The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett. Den er illustreret af MinaLima, som også har lavet nogle fine udgaver af blandt andet Peter Pan og Beauty and the Beast.

I denne omgang røg, der også to bøger, som jeg regner med handler om havfruer på den ene eller anden måde. Ordet indgår i hvert fald i titlerne. Den første er The Mermaid af Christina Henry, der handler om en havfrue, der bliver fanget i en fiskers net, og så begynder der at ske ting og sager.

Den anden bog er The Mermaid and Mrs. Hancock af Imogen Hermes Gowar, som jeg har spottet hos nogle booktuber, der har anbefalet den varmt. Forsiden er under alle omstændigheder meget smuk.


Jeg havde faktisk bestilt nogle flere bøger her i februar, men forhandleren valgte at dele min ordre op og derfor er det My Plain Jane (The Lady Janies #2) af Cynthia Hand, Jodi Meadows og Brodi Ashton, som er med i dette bookhaul. Jeg har dog også bestilt bind 1, og jeg regner med at den kommer først i marts, så forhåbentlig har jeg allerede fået den, når dette indlæg bliver udgivet. 

En bog, som jeg har set meget frem til, siden jeg fandt ud af at den udkom, er Slayer af Kiersten White. Den skulle nemlig foregå i det samme univers som Buffy the Vampire Slayer, som er en af mine all time favorit tv-serier. Jeg er mildest talt meget spændt på den.


Jeg vil slutte dette bookhaul med tegneserien Y the Last Man Book One af Brian K. Vaughan og Pia Guerra. Det er en tegneserie, som jeg læste for et par år siden efterhånden, og som jeg længe gerne vil eje fysisk. Det er nemlig en rigtig fed apokalypse/dystopisk historie, som jeg ser frem til at genlæse.

Har du købt nogle spændende bøger i februar, som du glæder dig til at læse?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar