Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 26. januar 2021

Læsemål for 2021


Vi er godt i gang med det nye år, og siden jeg startede min blog tilbage i 2016 har jeg hvert år sat nogle læsemål for det kommende år. Det er bestemt ikke altid, at jeg gennemfører alle mine mål, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv. I år har jeg måske ikke været så nytænkende med mine udfordringer, da der vil være nogle genganger fra de sidste par år, men jeg har fundet af, at de fungerer for mig, og at jeg nyder dem.

Goodreads Reading Challenge
Som de sidste par år har jeg sat min Goodreads Reading Challenge til 150 bøger. Jeg læste tæt på 300 bøger sidste år, så jeg satser på at kunne gennemføre dette mål.

Fokus på at få læst mine egne bøger
Jeg har haft denne udfordring de sidste par år, men den er åbenbart evig relevant. I alt sin enkelhed går den ud på at jeg vil forsøge at prioriterer mine egne bøger. Jeg bruger biblioteket rigtig meget (nu er jeg jo også bibliotekar, så lidt erhvervsskadet er man vel altid), og det fortsætter jeg med, for jeg har hverken lyst eller råd til at købe alle de bøger, som jeg læser, og her er biblioteket altså guld. Men jeg vil forsøge både at begrænse mine bibliotekslån og mine bogindkøb i årets løb, da jeg kan mærke at det er begyndt at presse mig lidt, at have så mange ulæste bøger stående. 

Færdiglæse eller komme videre i serier
Endnu en gammel kending, men jeg har SÅ mange ulæste serier stående. Sidste år havde jeg sat et specifikt antal, nemlig 10, og da jeg fik færdiglæst 23 serier, betegner jeg det som en stor succes. Og en som jeg meget gerne vil gentage. Jeg tænker stadig over om, jeg skal sætte et bestemt antal på eller om jeg skal udvælge specifikke serier, som jeg enten gerne vil læse eller komme up-to-date med. Vi må for at se, hvad jeg ender med. 

Well-Read Women
Jeg startede denne udfordring i 2016, hvor jeg skulle læse 50 udvalgte bøger, og jeg har lige præcist fået læst og anmeldt 4 i løbet af de sidste 5 år. Det er mildest talt ringe, så jeg vil rigtig gerne en større indsats i år. 

Stephen King projekt
Jeg startede dette projekt i maj sidste år, og jeg vil fortsætte med det i år.


Jeg fik aldrig rigtig realiseret mine ideer for bloggen sidste år (på grund af corona og manglede overskud), men måske bliver 2021 året hvor det endelig sker?


Sætter du læsemål?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar