Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 31. januar 2021

De bedste bøger i 2020


[Indeholder anmeldereksemplarer]

Det er endnu en gang blevet tid til at skrive om de bedste bøger, jeg læste i 2020. Jeg læste 297 bøger og de fleste var heldigvis gode, rigtig gode eller fantastiske. Det gjorde selvfølgelig hele udvælgelsen lidt mere besværligt, men sådan må det jo være. 
Jeg har endnu ikke fået skrevet anmeldelser for alle bøgerne, men de kommer (og forhåbentlig snart), så du kan læse mere om bøgerne og min mening.
Bøgerne er i tilfældig rækkefølge.


# Regnum Mortis (anmeldereksemplar fra Valeta) af Patrick Leis
Med Regnum Mortis er en æra slut. Den er afslutningen på zombiesagaen Necrodemic serien, som jeg startede på engang i midt/slut 00'erne, og som jeg har læst igen og igen. Det er en virkelig god zombieserie, og Regnum Mortis er en vældig god afslutning.


# Mellem træernes grene (anmeldereksemplar fra Calibat) af Eva Munk
Mellem træernes grene er en stærk YA debut om søskende og sorg. Den er utrolig stemningsfuld, og jeg elsker hvordan forfatteren bruger skov og sne til at understrege bogens tema. Anmeldelse kan læses her.


# Mulm (anmeldereksemplar fra forfatteren) af Teddy Vork
Mulm er en af de bedste horrorhistorier, jeg nogensinde har læst. Det er en fantastisk velskrevet og yderst uhyggelig roman. Den er så creepy, at jeg fik mareridt af den. Anmeldelse kan læses her.


# A Curse so Dark and Lonely af Brigid Kemmerer
Jeg slugte denne bog første gang jeg læste den. Jeg blev virkelig fanget af dens fantasy/eventyr univers, af plottet, samt ikke mindst karakterne. Det var en virkelig spændende bog, og jeg er spændt på, hvad resten af trilogien har at byde på.


# The Final Empire af Brandon Sanderson
Jeg har længe holdt Brandon Sandersons high fantasy serier på en arms længde (selvom jeg ejer en hel del af dem), fordi de er så lange. Så læste jeg The Final Empire og var virkelig hooked. Det var en virkelig fed fantasy, selvom det tog nogle kapitler før jeg blev virkelig fanget. Anmeldelse kan læses her.


# Kaldet fra Galathea (anmeldereksemplar fra Turbine) af Nathali Liane & Bettina Liane
Kaldet fra Galathea er en dansk YA fantasy debut. Forfatterne har lagt rigtig meget arbejde i worldbuildingen, hvilket er meget fedt. Det er en meget underholdende bog, og jeg glæder mig meget til at læse videre i serien. Anmeldelse kan læses her.


# Grimm II af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker
Flere makabre og velskrevne eventyr fra de to herrer Bøgh Andersen og Bødker, samt smukt illustreret af John Kenn Mortensen? Ja, tak siger jeg bare. Anmeldelse kan læses her.


# Darkdawn af Jay Kristoff
Darkdawn var en virkelig forrygende afslutning på en af mine yndlings fantasytrilogier. Jeg planlægger en snarlig genlæsning, for jeg læste den simpelthen alt for hurtigt første gang.


# Ravnenes hvisken 3 og Livets blod af Malene Sølvsten
Endnu en omgang helt fantastisk dansk fantasy. Jeg elsker simpelthen det univers som forfatteren har skabt, og jeg vil for altid være #teamelias. Anmeldelse af Ravnenes hvisken 3 kan læses her.


# Livet – Illustreret af Lisa Aisato
Livet – Illustreret er en utrolig smuk og stemningsfuld coffee table bog. Jeg nød virkelig at bladre den igennem og beundre de smukke illustrationer og de velvalgte ord. Anmeldelse kan læses her.


Hvad var din bedste læseoplevelse i 2020?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar