Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 28. januar 2021

Udød af Ruben Greis

"Splejsen Tom har ikke noget kørende for sig; hverken i high school, blandt vennerne eller hjemme. Og hans nye sommerferiejob som rengøringsassistent på et forskningsinstitut er ingen undtagelse.
Da en dødbringende virus slipper løs på arbejdspladsen, ser han dog en mulighed for at blive dagens mand. De smittede minder nemlig påfaldende meget om zombierne, han kender fra film og spil.
Men hvor langt hen ad vejen holder ligheden?
Og hvad sker der, når ligheden holder op?"


[Anmeldereksemplar fra Calibat]

Tom er den spagfærdige helt, der endelig får lov til at vise sit værd i løbet af en blodig zombiekrise. Tom bruger sommerferien på at se gyserfilm og spille gyserspil sammen med vennerne, samt arbejdet som rengøringsassistent på hjerneforskningscentret Riverside Insitut. En aften på arbejde går det dog helt galt, da en dødbringende virus breder sig igennem centret, og gør de ramte til bidegale zombielignende væsner. Nu må Tom bruge sin store viden om zombier, og sammen med andre overlevende kæmpe for at forblive levende.

Jeg elsker zombiehistorier, så jeg glædede mig rigtig meget til at læse Udød. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Udød er en virkelig underholdende zombiehistorie. Ikke særlig uhyggelig, selvom der er både meget hjernemasse og masser af blod, men til gengæld er den mega sjov. Jeg slugte den på én aften, for det var virkelig en pageturner. 

Tom er en herlig gut at følge. Han er ikke en traditionel helt, men det er det, der gør ham sej som karakter. Det er dog ikke altid helt nemt at være ham, da han ofte føler sig som det tredje hjul, og folk ikke altid vil lytte til eller tro på ham, selvom det kan potentielt redde deres liv. Heldigvis giver zombiekrisen Tom noget streetcred, og han begynder også at sige fra overfor nogle af de folk, der træder på ham. 
Paquita er en også en karakter, som vi kommer til at kende bedre, jo længere handlingen skrider frem. Hun er rapkæftet og handlekraftig, men gemmer på mere bag den hårde facade. Jeg kunne virkelig godt lide at hun ikke fandt sig i noget som helst fra hverken døde eller levende. 
De andre karakterne fra persongalleriet er måske nogle gange lidt karikerede, men det gør ikke så meget, for underholdningen er i top. Det fungerer rigtig fint, fordi man ved, at det ikke er alle, der overlever i et zombieroman. De har en rolle at spille, og de udfylder den fint. 

Sprogtonen er meget frisk, og der bliver leveret mange oneliners. Som jeg skrev tidligere er der masser af humor, og jeg kunne heller ikke lade være med at grine flere gange undervejs. Forfatteren bruger et meget filmisk billedsprog, som gør det let at forestille sig de forskellige karakterer og scener i ens indre biograf. Man kan også tydeligt mærke at forfatteren både kender og elsker zombiegenren. Han har ikke noget imod at lege med genren og tilføje noget nyt blod til de udødes rækker, hvilket jeg synes er meget fedt. 

Udød er en virkelig underholdende og meget charmerende tilføjelse til zombiegenren. Så elsker du en god blanding af zombier, action, oneliners og splat kan jeg varmt anbefale den. 



4/5 stjerner

Titel: Udød
Forfatter: Ruben Gries
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: Oktober 2020
ISBN: 9788793728622
Sideantal: 368

2 kommentarer:

  1. Mange tak for de flotte ord, Pernille! Det varmer mit gamle zombiehjerte, at du kan lide Udød! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for den fantastiske læseoplevelse :)

      Slet