Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 10. december 2021

For enhver pris af Paul Cleave

"Da den 7 årige Alyssa bliver bortført, sætter vicesherif Noah Harper sig for at finde hende for enhver pris - og en del af prisen bliver at krydse grænser, han aldrig kan vende tilbage fra. At finde pigen kan ikke redde Noah fra at miste både sit arbejde og sin hustru og blive fordrevet fra Acacia Pines. Han får at vide, at hvis han nogensinde vender tilbage til den lille, bliver han kastet i kachotten, hvor han kan rådne op. Tolv år senere ringer telefonen. Alyssa er forsvundet igen, og hendes far vil have ham til at indfri det løfte han gav hende dengang - at han aldrig vil tillade, at der skete hende noget igen."


For 12 år siden fandt og reddede vicesherif Noah Harper den unge pige Alyssa, der var blevet bortført og lænket i en kælder. Noah havde tortureret en tilståelse ud af gerningsmanden, og det kunne måske have været tilgivet, hvis ikke gerningsmanden var søn af sheriffen. Noah bliver derfor fordrevet fra byen og får efterfølgende arbejde som bartender, hvor han forsøger at lægge fortiden bag ham. Men en dag bliver han kontaktet. Alyssa er forsvundet igen, og Noah må få hende tilbage for enhver pris.

Jeg har efterhånden læst de fleste af Paul Cleaves bøger, og for det meste er jeg rigtig godt underholdt (hvis det da er det rigtig ord at bruge, for hans bøger er meget blodige og voldelige). I sidste måned læste jeg Offer af forfatteren, og det er nok den værste bog, som jeg har læst i år. Jeg hader den bog og dens karakterer med en inderlighed, der kommer bag på mig selv. Jeg vil bare helst glemme dens eksistens. 
Så jeg lidt (læs meget) spændt på, hvordan For enhver pris ville være, da jeg gik i gang med den. Heldigvis blev jeg positiv overrasket, for den var virkelig god, som i virkelig virkelig god. 

Noah er en målrettet person, som skyr ingen midler for at nå sine mål. Han er en interessant karakter, hvis moralske kompas ikke altid vender direkte mod nord. Det er med til at gøre bogen både voldelig og blodig uden at det er dog bliver alt for udpenslet. Bipersonerne er også rigtig interessante, og man får virkelig følelsen af lille sovebystemning, hvor alle kender alle, og hvor de fleste har en hel del skeletter i skabet. 

Plottet er utrolig intenst og velkomponeret. Lige som du tror, at du har regnet det hele ud, tager plottet et twist, du ikke lige havde set komme. Det skete i hvert fald for mig flere gange, og det var virkelig fedt at bogen kunne overraske mig på denne måde.

For enhver pris er en helt igennem fantastisk og velskrevet thriller, der er fyldt med action og spænding. Det er en barsk og tankevækkende bog om en mand, der vil ofre alt for hvad han finder rigtig. Det ser ikke ud til at bogen har/eller får en efterfølger, men jeg har mine fingre krydset. 


4/5 stjerner

Titel: For enhver pris // Originaltitel: Whatever It Takes
Forfatter: Paul Cleave
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk 
Forlag: Jentas
Udgivet: Juni 2021 (denne udgave) // oprindelig udgivet 2019
ISBN: 9788742604779
Sideantal: 362

Ingen kommentarer:

Send en kommentar