Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 11. oktober 2020

FairyLoot #37 - Under the Sea September 2020


Jeg har endnu ikke modtaget min FairyLoot boks for august, da der skete en fejl under leveringen, og den blev derfor sendt retur til dem. FairyLoot har dog en fantastisk service og vil sende en erstatningsboks til mig. Der kan dog gå et godt stykke tid før jeg modtager den, da deres lager er under pres.

I mellemtiden kan jeg derimod lave en unboxing af septembers boks, som jeg modtog i starten af oktober.
Temaet er Under the Sea, og det er et tema, jeg har set meget frem til, da jeg elsker havfruer og historier om havfruer.


Den første ting i boksen er dette fine krus. Illustration er virkelig smuk, og jeg er vild med farverne. Kruset er inspireret af To Kill a Kingdom af Alexandra Christo, og designet af @gabrielleragusi,


Det er første gang jeg har modtaget en hårbørste i en boks, men det giver jo god mening i forhold til temaet. De havfruelokker skal jo helst være velfriseret. Illustrationerne er lavet af @tarajah.


Den næste ting er dette penalhus af Ink and Wonder. Citatet stammer fra Sea Witch af Sarah Henning, og designet er simpelthen så flot. Og det er altid rart at have et ekstra penalhus, især når det gamle er godt fyldt op.


Jeg er ligeledes vild med de metalsugerør som FairyLoot laver. Denne gang kommer de i to forskellige størrelser i flotte blå farver, samt en børste til at rengøre dem med.


Den lille Havfrue er nok en af de mest kendte havfruer, så selvfølgelig skulle det også markeres med denne Ursula nøglering fra @loveyoumorestudio, samt et Atlantis postkort iillustreret af @taratjah


Månedens tarotkort er designet af Katherine Britt, og forestiller Tric og Ash fra Nevernight af Jay Kristoff.


Månedens bog er Fable af Adrienne Young. Det er faktisk en bog, som jeg har hørt om, og som jeg har tilføjet til min Goodreads TBR for flere måneder siden. 
Coveret er virkelig flot, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse den. 


Jeg synes, at det er en virkelig gennemført boks, der rammer plet i forhold til temaet. 

torsdag den 8. oktober 2020

Pride and Prejudice af Jane Austen

"How much sooner one tires of any thing than a book!"


Pride and Prejudice (på dansk Stolthed og fordom) af Jane Austen er nok hendes mest kendte værk, og det er da også en af mine favoritter. Jeg bliver ved med at vende tilbage til den, dens karakterer samt historien både i romanformat og som film og tv-serie.

Vi følger familien Bennet, der består af Mr. og Mrs. Bennet, som har fem døtre i den giftefærdige alder - Jane, Elizabeth, Mary, Kitty og Lydia. En dag kommer den rige ungkarl Mr. Bingley til egnen sammen med sin endnu rigere ven Mr. Darcy. Og snart går jagten ind på at skaffe ægtemænd til pigerne. 

Elizabeth er vores hovedperson. Hun har et tæt forhold til Jane, og de to bliver ofte beskrevet som de eneste fornuftige i familien. Kitty og Lydia er, sammen med deres mor, de mest fjollede og løsslupne i familien. Pigerne går kun op i fester og officerer, mens moren er mest interesseret i at få sine døtre godt gift. Faren er tilbagetrukken og vil helst bare være i fred. Han holder dog umådelig meget af at drille sin kone og døtre.
Jeg kan rigtig godt lide Elizabeth som hovedperson. Hun har ben i næsen og står fast ved sine holdninger. Hun er bestemt heller ikke uden fejl, men hun lærer af dem og ændre holdning. Jeg elsker hendes relationer med de andre karakterer og især forholdet til Mr. Darcy. Det er fantastisk underholdende at læse, hvordan deres forhold går fra at være køligt til at være fuld af varme og længsel.
Mr. Darcy er også en karakter, der undergår en stor udvikling, som også er meget bekræftende at følge med i. Det viser at man kan lærer af sine fejl og derved ændre sig. 
Generelt set er jeg vild med alle karakterne, også dem der er en kende overdrevne. De er med til at skabe en virkelig god historie.

Jeg elsker Jane Austens sprog. Det er virkelig smukt og velskrevet. Selvom det er skrevet for over 200 år siden er det ikke svært at læse. Jeg elsker hendes beskrivelser af både karakterer og livet generelt. Der er også en god portion underspillet humor og satire flettet ind i historien, og man smiler og griner, da også flere gange undervejs.

Pride and Prejudice er en af mine yndlingsromaner. Den er romantisk, underholdende og humoristisk. Det er en historie, som jeg aldrig bliver færdig med. Hvis du endnu ikke har prøvet kræfter med Jane Austen vil jeg anbefale dig at starte med Pride and Prejudice.


5/5 stjerner

Titel: Pride and Prejudice
Forfatter: Jane Austen
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Penguin Books
Udgivet: 2012 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1813
ISBN: 9780143123163
Sideantal: 403

tirsdag den 6. oktober 2020

Heartstopper: Volume Three af Alice Oseman

"Boy meets boy. Boys become friends. Boys fall in love."



Heartstopper: Volume Three udkom tidligere i år, og jeg skulle selvfølgelig læse videre i historien om Charlie og Nick. De to første bind var virkelig rørende og bind 3 fortsætter i samme spor. 

Nick er blevet mere sikker på sis selv, og har fortalt sin mor, at han er biseksuel. Charlie og Nick er også blevet kærester, men de har endnu ikke fortalt det til deres venner og klassekammerater, da Charlie tydelig husker, den mobning han blev udsat for, da det kom frem, at han var homoseksuel. De skal på en skoletur til Paris, hvor alt kan ske.

Heartstopper: Volume Three er Charlie og Nick kommet endnu tættere på hinanden, og der er derfor endnu mere romantik i luften. Jeg synes, det er godt at man får set, hvordan deres forhold udvikle sig. De er dog stadig dårlige til at få snakket om nogle vigtige ting, som giver grund til bekymringer hos dem begge. Vi finder blandt andet ud af at Charlie tidligere har skadet sig selv, og Nick er også bekymret over hvor lidt han spiser. På den anden side er Charlie bange for at Nick eller dem begge to vil blive mobbet, hvis de forkerte finder ud af, at de er kærester. Men de snakker ikke rigtig om tingene. Nogle bliver nævnt i forbifarten, mens jeg tror at andre ting kommer med i bind 4. Jeg ville dog gerne have set at nogle af disse emner, blive behandlet lidt mere i dybden. Det ville også give lidt mere kød på handlingen. Det kommer måske, men det havde været rart, hvis der havde været lidt mere med i dette bind. 

Jeg er helt vild med Charlie og Nicks venneflok. De er virkelig herlige, og det er rart at der er mere fokus på dem i dette bind, og at man kommer til at lære dem bedre at kende. Kærlighedshistorien mellem Nick og Charlie er sød, men jeg er altså en sucker for godt beskrevet venskaber. De to lærere, der er med på turen, var også nogle utrolig herlige fyre.

Heartstopper: Volume Three er endnu en god tilføjelse til Nick og Charlies historie, hvor det store fokus er på kærlighed og venskab. Det er en meget let og sød fortælling, og selv om jeg ville have haft lidt mere kød på handlingen, så er det em underholdende graphic novel, som man ikke bør snyde sig selv for.


4/5 stjerner

Titel: Heartstopper: Volume Three
Forfatter: Alice Oseman
Serie: Heartstopper #3
Sprog: engelsk
Forlag: Hodder Children's Books
Udgivet: 6. februar 2020
ISBN: 9781444952773
Sideantal: 384

søndag den 4. oktober 2020

Nye bøger #64 - tilføjelser i september

[Indeholder anmeldereksemplar]

9 bøger blev det til i løbet af september. 4 af dem har jeg modtaget fra forlag og forfattere, og jeg vil bare sige tusind tak for at sende dem min vej. Jeg glæder mig til at læse dem.



Gutkind forlag har sendt mig Kristina Stoltz' nye roman Paradis først, som både var signeret og kom med et brev fra forfatteren. 

Forfatter Søren Poder har sendt mig hans nyeste roman På røven gennem natten, som henvender sig til unge. 


Jeg har også modtaget Udød af forfatter Ruben Greis, som handler om zombier, så den er jo perfekt oktober læsning.


Fra Forlaget Facet har jeg modtaget Gravslægt, som er den sidste bog i Nicole Boyle Rødtnes' serie Skeletter i skabet. Det var den første serie, jeg læste af hende, så det er fedt at genbesøge den igen efter flere år.


Jeg forudbestilte Louise O'Neills nye roman After the Silence, som jeg ser frem til at prøve kræfter med.


Fra Illumicrate har jeg fået ya sci-fi romanen The Space Between Worlds af Micaiah Johnson.

FairyLoot har lavet nogle virkelig fede udgaver af Pierce Browns oprindelig Red Rising trilogi. Jeg synes, at de er så smukke og gennemførte i designet. Jeg mangler at få læst bog 3, men det håber jeg, at jeg snart får gjort, for det er en rigtig god serie. 

torsdag den 1. oktober 2020

September 2020


[Mellem træernes grene er et anmeldereksemplar fra Forlaget Calibat]

Jeg føler at september nærmest er fløjet forbi - jeg kan ikke forstå at vi allerede skriver oktober. Det er lidt vildt. Jeg har ellers haft nok at se til, og min energi har været lidt all over. Når der har været mulighed for det har jeg nydt den flotte septemberblå himmel, som vi har haft en del af. 
Jeg havde planer om at deltage i Fantasyfestivalen Online, men desværre blev det ikke det så meget. Det online format virkede desværre ikke lige for mig efter lange dage på arbejde. 
Jeg var også til online reception på Eva Munks debut Mellem træernes grene, hvilket var en virkelig hyggelig time.

__________

I september læste jeg rigtig mange korte bøger, så derfor fik jeg læst 23 bøger, hvoraf 1 blev hørt som lydbog. I alt blev det til 3.969 sider.

Den længste bog var Ondskabens hotel544 sider, mens den korteste var As Kingfishers Catch Fire på blot 53 sider.

Jeg læste flere gode bøger i september, men de bedste var Mellem træernes grene af Eva Munk og Ondskabens hotel af Stephen King. Jeg læste også nogle rigtig interessante bøger fra Tænkepauseserien, heriblandt Søvn, Skurke og Serier

Der var desværre også nogle bøger, som ikke rigtig var min smag. Black Hole var en mærkelig graphic novel, som skulle være uhyggelig, men jeg fandt den bare kedelig. Jeg er også ved at miste interessen for tegneserien Lumberjanes. Volume 11 var i hvert fald en skrabet sag med en tynd historie og en tegnestil, som jeg ikke er særlig glad for. Digtsamlingen As Kingfishers Catch Fire faldt overhovedet ikke i min smag.

Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid var virkelig en speciel læseoplevelse, og jeg ved faktisk stadig ikke helt, hvad jeg synes om den. Men den overraskede mig i hvert fald for at sige det mildt. Jeg har også planer om at se Netflix filmen på et tidspunkt.

__________

I 2020 har jeg sat mig nogle læsemål, hvor jeg gerne vil færdiglæse flere serier, læse flere digte, fagbøger og klassikere. Jeg vil derfor bruge min månedsopsamling på at gøre status over, hvor meget jeg har nået i løbet af måneden. Derudover vil det forhåbentlig gøre, at jeg ikke så let glemmer udfordringerne.

Læse 10 klassikere:
3.  Mrs Rosie and the Priest af Giovanni Boccaccio
4. As Kingfishers Catch Fire af Gerard Manley Hopkins

Læse 10 digtsamlinger:
8. The Girl Aquarium af Jen Campbell
9. As Kingfishers Catch Fire af Gerard Manley Hopkins

Læse 10 faglitterære bøger:
16. Magi af Jesper Sørensen
17. Søvn af Christine Parsons
18. Skurke af Jens Kjeldgaard-Christiansen
19. Serier af Tore Rye Andersen

__________

Oktober fortsætter med husprojekter, men jeg regner også med at få tid til at fordybe mig i min læsning.
Forhåbentlig bliver der også mulighed for at gå nogle lange ture.


Læste bøger:
Dennis Jürgensen: Knusum Kranikum (Krøniker fra Kvæhl #1)
Dennis Jürg ensen: Vampyrtroldene (Krøniker fra Kvæhl #2)
Jen Campbell: The Girl Aquarium
Jesper Sørensen: Magi (Tænkepauser #20)
Charles Burns: Black Hole
Christine Parsons: Søvn (Tænkepauser #71)
Giovanni Boccaccio: Mrs Rosie and the Priest
Gerard Manley Hopkins: As Kingfishers Catch Fire
Eva Munk: Mellem træernes grene (anmeldereksemplar)
StineStregen: Ingen venner, hvad nu? (Myntes Dagbog #1)
StineStregen Livet er en fest (Myntes Dagbog #2)
Michael Kamp: Kaninmanden (Tænkehatten Præsenterer #2)
Linette Harpsøe: Glasmuren (Exilium #2) (lydbog)
Stephen King: Ondskabens hotel (The Shining #1)
Alice Oseman: Heartstopper: Volume Three (Heartstopper #3)
StineStregen: Genial, lineal, stativ, kasket, kys (Myntes dagbog #3)
Richard Bachman: Amok 
Jens Kjeldgaard-Christiansen: Skurke (Tænkepauser #65)
Iain Reid: Jeg overvejer at gøre det forbi
Shannon Watters: Jackalope Springs Eternal (Lumberjanes #12)
Tore Rye Andersen: Serier (Tænkepauser #69)
Dennis Jürgensen: Æzurhvin slår til (Krøniker fra Kvæhl #3)
Dennis Jürgensen: Heksens ansigt (Krøniker fra Kvæhl #4)