Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 13. september 2020

Mellem træernes grene af Eva Munk

"Engang var vinter min yndlingsårstid, men så ændrede det sig. Fnug for fnug. Dengang skøjtede vi altid. Vinden rev i håret på vej hen over isen. Vi kæmpede os gennem den dybe sne om eftermiddagen, hjem til varm kakao. Det var før. Før Mathias forsvandt i skoven, og verden ændrede sig for altid.

Nu er jeg på vej efter ham. Snart går jeg ind i skoven. Jeg ved ikke, om han stadig er derinde, men jeg bliver nødt til at prøve at finde ham. Han har måske brug for min hjælp til at finde hjem igen. Mørket kravler ind under huden, da grenene fletter sig sammen bag mig. Skoven er mørk og kold, og jeg er helt alene. Men pludselig hører jeg lyden af en gren, der knækker i skovbunden …"


[Anmeldereksemplar fra forfatteren//forlaget]

Mellem træernes grene følger de to søskende Amanda og Mathias. De holder af at gå ture i skoven og skøjte på søen om vinteren. Men en dag er Mathias borte, moren vil ikke fortælle, hvor han er og Amanda beslutter derfor at gå ind i skoven for at finde ham. Men skoven føles ikke rar længere. Den har ændret sig og mens Amanda bliver mere og mere bange for træerne, begynder glemte erindringer langsomt at dukke op til overfladen.

Romanens handling bliver fortalt først af Amanda, hvorefter vi skifter tid og synsvinkel til Mathias, der står for resten af fortællingen. Det fungerer rigtig godt, og som læser kommer man tæt på dem begge, deres følelser og tanker. 
Jeg fik lidt en klump i halsen, da jeg læste Mellem træernes grene, fordi historien og karaktererne virkelig kryber ind under huden på én. Det var virkelig hjerteskærende at følge Amandas kamp - først for at finde broren, men så sandelig også den kamp hun udkæmper i sit indre, og som bliver så smukt udfoldet, mens hun går rundt i skoven. Hun kan/vil ikke se sandheden, men sandheden finder hende til sidst. Og det er her at vi skifter til Mathias' synsvinkel, og hans historie er mindst lige så barsk som Amandas.

Jeg var vild med, hvordan skoven bliver brugt i romanen. Skoven kan ses som et symbol på Amandas sorg i hvordan den langsomt går fra at være et rart sted til truende og dyster, mens vinterens kulde bider sig fast, og Amanda leder forgæves efter Mathias. Men skoven er også et sted, der indeholder gode minder både for Amanda og Mathias. Et sted, hvor de kan føle sig hjemme, beskyttet og elsket. Jeg er også vild med at romanen foregår om vinteren, for det afspejler virkelig godt karakterernes sindelag.

Lykke Bianca har illustreret romanen med nogle utrolig flotte sort & hvide illustrationer. De understøtter perfekt Eva Munks ord, og ikke mindst stemningen af sorg og tab. Mellem træernes grene er en velskrevet lækkerbisken, som både er en sørgelig, tankevækkende og magisk fortælling.

Mellem træernes grene er en virkelig vellykket og stærk debut. Jeg vil anbefale den til alle, der ønsker en stemningsfuld og rørende historie om søskende, sorg og tab. 
Jeg glæder mig til at læse mere fra forfatterens hånd. 


5/5 stjerner

Titel: Mellem træernes grene
Forfatter: Eva Munk // Illustrator: Lykke Bianca
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: 13. september 2020
ISBN: 9788793728509
Sideantal: 132

Ingen kommentarer:

Send en kommentar