"På en stille ø ikke langt fra kysten ligger et gammelt kloster. Omkring klosteret vokser række efter række af kirsebærtræer. Engang var det en berømt kirsebærplantage. Engang var klosteret aktivt. Engang var der liv og glæde. Nu er det hele forladt. Ingen tør nærme sig øen. De få, der gør, vender sjældent hjem igen. Nu – mange år senere – skal en gymnasieklasse på udflugt til den gamle, hjemsøgte ø.
Sammen med Sarah, Thomas og Michael udgør Kevin og Louise klassens gruppe af outsidere. De glæder sig alle fem til lidt gys på den længe forsinkede udflugt i deres gymnasieklasse. For Kevin og Louise er det ikke kun udsigten til en uges tid på en forladt ø, der får følelserne til at boble, men det er også udsigten til kvalitetstid med hinanden, som kilder i maven. Lige indtil der begynder at ske mærkelige og skræmmende hændelser."
Outsiderne Kevin, Louise, Michael, Thomas og Sarah er gode venner, og fans af alt slags gys og gru. De skal sammen med resten af deres gymnasieklasse på lejrtur, hvor de skal overnatte i et gammelt kloster på en forladt ø. Inden de skal afsted, har de dog en skræmmende oplevelse med et overnaturligt skær, som advare dem om øen. Der går dog heller ikke længe efter de er ankommet til øen, før der begynder at ske mærkelig og overnaturlige ting.
Jeg ville så gerne kunne lide Kirsebærplantagen, for som udgangspunkt virkede den spændende og så har den en fed og interessant forside. Men den fungerede desværre slet ikke for mig.
For det første får vi flere gange at vide at klosteret og øen har været forladt i 150 år på grund af dødsfald og forsvindinger. Med den viden giver det ikke mening, at der både er opsynsmænd og en form for lejrskole der, for så er øen jo som sådan ikke forladt, når der er nogle der passer den.
Handlingen har både et fortidsspor og et nutidsspor. Umiddelbart kunne jeg godt lide fortidssporet, fordi det var meget spændende og faktisk også en kende uhyggeligt, men det fylder kun meget få kapitler, og der går rigtig mange sider imellem at få kapitler. Det føles derfor meget sporadisk og overfladisk, og det blev aldrig rigtig forenet med nutidssporet. Det føles mere som to forskellige handlinger, der var blevet tvunget sammen, og resultatet var ikke helt vellykket,
Hvorfor stikker halvdelen eleverne pludselig af? Der er kun en elev, der er forsvundet på det tidspunkt, og der er ikke sket noget super overnaturligt, så det virker en meget dramatisk. Vi får også at vide, at de tilbageblevne elever kan se deres fodspor i sandet på den anden bred (hvor langt er der lige ud til øen?), men senere får vi at vide, at dem på øen er de eneste overlevende, så hvad er der sket med dem der flygtede?
Uhyggekurven er også meget svingende. Der var nogle få ting, som jeg synes fungerede, men for det meste fandt jeg horroren/uhyggen meget kedelig og ikke skræmmende.
Karakterne Kevin, Louise, Michael, Thomas og Sarah var virkelig ikke min kop te. For det første bliver det gentaget utrolig mange gange, at de er outsiderne i klassen. En eller to gange havde været nok, og er de outsidere fordi de er horrorfans eller fordi de går anderledes klædt?
De er også overraskende hurtige til at tro på alt det overnaturlige, der sker både før og på øen. Der er nærmest ingen skeptisk iblandt dem, og når de bliver besat af ånder/spøgelser/gespenster så ryster de bare oplevelse af dem, som var det ingenting, og snakker nærmest ikke om den igen. Det virker utroværdigt.
Kevin og Louise har et godt øje til hinanden, og jeg ved også at de går i gymnasiet, men behøver de være så liderlige hele tiden? Jeg ville tro at når folk begynder at forsvinde og/eller dø, at man så ville fokusere lidt mere på at overleve, men nej - man fokuserer på at flette tunger med hinanden hele tiden. Der bliver også brugt utrolig mange sider på dem, og jeg synes, at de var de mindst spændende karakterer, så det var ikke så sjovt.
Jeg ville langt hellere have mere uhygge og meget mindre kærlighedsfnidder.
Vi finder ud af, at Sarah har overnaturlige evner (hun er en heks), men hendes evner/kræfter bliver ikke brugt til noget som helst i løbet af historien, andet end lige til sidst, hvor de nærmest optræder som en deus ex machina. Hvorfor skal hun gøres til en heks, hvis hun slet ikke skal bruges til noget? Hun var faktisk den karakter, som jeg fandt mest spændende, men desværre også en af dem, der blev brugt mindst tid på, så det føles bare som spild.
Hvad er det er for nogle lærere, der er med på turen? De er fuldstændige frygtelige. Den ene render rundt og raver på pigerne (og alle ved det åbenbart, og giver pigerne skylden, fordi de er lækre og populære - jeg siger nej tak til slutshaming). To af de mandelige lærere har sex, hvor alle kan se dem, og det føles som om den ene kvindelige lærer hellere vil være venner med eleverne end rent faktisk en autoritet.
Alt i alt fungerede Kirsebærplantagen slet ikke for mig. Jeg måtte tvinge mig selv igennem den, og det er sjældent et godt tegn.
1,5/5 stjerner
Titel: Kirsebærplantagen
Forfatter: Jonas Aagaard Dinesen
Serie: Kirsebærplantagen #1
Sprog: dansk
Forlag: Read.Die.Repeat
Udgivet: 25. juni
ISBN: 9788794271110
Sideantal: 273
Ingen kommentarer:
Send en kommentar