Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 23. maj 2023

Carnivora af Caroline Stadsbjerg

"Det startede som et forsøg. Først tog man personer fra dødsgangen og sendte dem til slagterierne, de skulle jo dø alligevel. Senere begyndte man at opdrætte homo cibus. Madmennesker.

I et dystopisk samfund, hvor dyrene er uddøde, har en ny menneskeart erstattet kødproduktionen. I cibusindustrien findes ingen individer, kun produkter. Men hvor går grænsen mellem menneske og cibus, og hvordan vurderer man, om ét menneskeliv er mere værd end et andet?"


Carnivora blev virkelig hypet op på Instagram i starten af året, og jeg blev (selvsagt) meget nysgerrig. Jeg har i mange år været vild med dystopier, så jeg er altid på jagt efter en, der kan udfordre og vende verden på hovedet på en tankevækkende måde. Og det må man sige at Carnivora formår at gøre.

Vi er i en fremtid, hvor alle dyrene er uddøde på grund af sygdomme, men mennesket er ikke holdt op med at spise kød af den grund. I stedet for at droppe kødet fuldstændig opdrætter og spiser man (Homo sapiens) en hel ny menneskerace, som bliver kaldt Homo cibus. Hannah lever et liv uden de store bekymringer. Hun går til fester, arbejder på en skole, spiser middag hos søsteren og dennes familie. Men en dag starter en ny lærervikar, Leo, på skolen, og det sætter tankerne i gang hos Hannah. Hun bliver bevidst om at det kød hun spiser rent faktisk kommer fra en menneskerace, og kan hun står inde for det?

Levede Carnivora så op til hypen? Ja, det vil jeg i hvert fald sige, at den gjorde for mig.

Jeg kunne rigtig godt lide det dystopiske univers, hvor man opdrætter madmennesker, og hvor der kommer fokus på både, hvordan man behandler dem, men især også de etiske aspekter i det. Det er en meget tankevækkende roman, som bliver virkelig creepy flere steder. Handlingen er spændende, og man kan altid lige snuppe et kapitel mere, så på den måde flyver man igennem romanen.
Man kommer virkelig ind i Hannahs tankegang, og ser hvordan hendes holdninger og synspunkter langsomt begynder at ændrer sig. Det var interessant at følge med i. 

Jeg ville måske gerne have lidt mere dybde i karakterne generelt set. De havde hver deres roller at spille i romanen, men jeg ville gerne have haft disse mere uddybet, så de fremstod lidt mere som levende mennesker og ikke kun deres roller. Slutningen var også en lille smule forudsigelig, så den kunne godt have været en smule mere udfoldet. 

Indholdet er som sagt rigtig godt, men jeg vil dog lige påpege at skrifttypen er lidt for lille efter min smag (heldigvis er der god linjeafstand), og så er papirkvaliteten ikke den bedste, da tryksværten trænger igennem på siderne, så man kan se en tydelig skygge af ordene på den anden side. 

Carnivora er en medrivende og stærk debut, som jeg varmt kan anbefale til alle, der ønsker en tankevækkende roman.


4/5 stjerner

Titel: Carnivora
Forfatter: Caroline Stadsbjerg
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Futurum
Udgivet: 3. december 2022
ISBN: 9788797335215
Sideantal: 228

Ingen kommentarer:

Send en kommentar