"Anna er vred. På sin mor, sot liv og ikke mindst på sin specialevejleder på Biologisk Institut. Da han bliver fundet myrdet, ligner det hævn, men har Anna virkelig slået ham ihjel? Politimanden Søren vil lade tvivlen komme Anna til gode, hvis hun hjælper ham med at begribe sagens makabre omstændigheder og ikke mindst med at gennemskue den naturvidenskabelige verdens indædte kamp for magt og prestige. Med ét er Anna midt i et mareridt af sammenhænge mellem sit speciale om dinosaurenes historie, sin egne fortid - og Sørens."
Jeg hørte Sissel-Jo Gazan fortælle om blandt andet sin nyeste bog, Uglens øje, på Ordkraft tilbage i april. Det var en spændende samtale, og det gav mig lyst til at læse Dinosaurens fjer, som jeg straks downloaded som lydbog.
Vi følger Anna, som står til at skulle forsvare sit speciale. Hun har en lille datter, som hun har været nødt til at lade blive passet af sin mor, som hun har et mildest talt anstrengt forhold til. Dertil har hun heller ikke et særlig godt forhold til sin specialevejleder, og da han pludselig falder død om bliver hun viklet ind i mordgåden.
Jeg ville virkelig gerne kunne lide den roman, men der var bare flere ting, som desværre ikke fungerede. Men lad os starte med de positive ting.
Jeg kunne rigtig godt lide den naturvidenskabelig del. Biologi har altid fascineret mig, og derfor synes jeg den del var virkelig spændende. Man kan virkelig mærke at forfatteren er uddannet biologi, for der er lagt meget research i, og det skinner tydeligt igennem, når man læser bogen.
Jeg kan også rigtig godt lide forfatterens skrivestil, som både er ligetil og formår at få formidlet alt den biologiske teori på en forståelig og fængende måde.
Bogen ville desværre alt for mange ting på en gang. For det første er der alt, alt for mange baggrundshistorier. Plottet drukner i alle de baggrundshistorier, og jeg havde simpelthen hverken brug for eller lyst til at høre om dem alle. Det satte også tempoet voldsomt ned i romanen hver gang, vi skulle høre om et nyt flashback.
For det andet var det som om at mordmysteriet forsvandt. Det er ellers det jeg er mest interesseret i, når jeg en sjælden gang rent faktisk læser en krimi, men her fik man ingen gang lov til at gætte med, for der var ikke særlig meget opklaringsarbejde, og det der var, var en kende overfladisk. Søren Marhauge, som skulle forestille at være den, der skulle opklare sagen, fik ikke engang lov til. Det endte med at være en helt anden, som nærmest faldt over alle puslespilsbrikkerne. Det synes jeg desværre ikke var særlig interessant, og det var lidt at holde ham for nar, når nu han skulle være så god en opklarer.
Jeg er stadig interesseret i at læse andre af forfatterens bøger, men Dinosaurens fjer ramte desværre ikke helt plet. Den er fin, hvis du gerne vil læse en hel masse baggrundshistorier om forskellige karakterer, men den fungerede ikke rigtig som en krimi.
2/5 stjerner
Titel: Dinosaurens fjer
Forfatter: Sissel-Jo Gazan
Serie: Søren Marhauge #1
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 1. januar 2008
ISBN: 9788702092608
Sideantal: 448
Ingen kommentarer:
Send en kommentar