"You are my creator, but I am your monster - obey!"
Frankenstein er en bog, som jeg længe har villet læse, og jeg begyndte faktisk på den et par år siden, men lagde den fra mig igen af en grund, som jeg ikke længere kan huske. Jeg har set filmatiseringer, og jeg læste Frankenstein genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen sidste år, så jeg kender den grundlæggende historie, eller i hvert fald hvordan andre har fortolket den.
Men nu har jeg endelig fået gjort noget ved det, godt hjulpet på vej af mit arbejde, da jeg skulle have en læsekreds omkring bogen.
Videnskabsmanden Victor Frankenstein er besat af at overvinde døden, og skaber via dele fra døde mennesker et levende væsen. Men væsnet er så grotesk - et monster - at Victor frastødes af det, og monsteret flygter. Monstret ønsker kun at blive mødt af forståelse og kærlighed, men det hverken formår eller ønsker Victor at give, og det kommer til at koste ham dyrt.
Mary Shelley var den første forfatter, der skrev en science fiction roman, og det får hun slet ikke nok kredit for, men sådan er det desværre tit, når det kommer til anerkendelse og kvinder. Hun var heller ikke særlig gammel, da hun skrev den, og selve historie bag, hvordan romanen blev til er også rigtig interessant. Generelt var Marys liv interessant, og jeg var glad for at få mulighed for at få læst op på hende.
Foruden science fiction er Frankenstein også en horror/gotisk roman, der til tider benytter sig af brevformatet, og så er det selvfølgelig også blevet til en klassiker, der holder helt frem til i dag (og sikkert også flere år fremover). Det er også en fortælling om identitet, hovmod, hævn og hvor lidt vi egentlig kender vores medskabninger.
Jeg vil dog sige, at den var lidt tung at komme i gang med. Men da jeg først blev fanget, var jeg fanget. Dualiteten mellem Victor Frankenstein og monsteret var virkelig interessant, For hvem er egentlig monstret af de to? Er det den med det hæslige udseende eller er det den, der nægter et andet væsen kærlighed og forståelse? Det er uhyre interessant og meget relevant.
Monstrets udvikling er utrolig fascinerende og dragene at følge med i, og alle Victors krumspring for ikke at fremstå med nogen skyld overhovedet er også interessant og en kende foruroligende at følge med i.
Frankenstein er helt klart en roman, som jeg gerne vil genlæse en gang i fremtiden, for at se, hvad jeg vil få ud af den på det tidspunkt. Jeg forstår, hvorfor den betegnes som en udødelig klassiker, og jeg vil sige, at den har meget at give sin læser i dag.
5/5 stjerner
Titel: Frankenstein; or, The Modern Prometheus
Forfatter: Mary Wollstonecraft Shelley
Serie: -
Sprog: engelsk
Forlag: Penguin Classics
Udgivet: 1. januar 2013 (denne udgave) // oprindelig udgivet 1. januar 1818
ISBN: 9780143122333
Sideantal: 384
Ingen kommentarer:
Send en kommentar