Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 18. juli 2023

Død i familien af Charlaine Harris

"Den korte, men voldsomme, Fekrig har krævet mange ofre, og Sookie Stackhouse har blandt andet mistet sin feslægtning Claudine. Midt i elendigheden er Sookies eneste lyspunkt kærligheden til vampyren Eric Northmann. Men den nye vampyrkonges repræsentanter er mistænksom og holder ekstra øje med parret. På den politiske scene bliver hamskifternes borgerrettigheder truet, og stemingen blandt varulvefolket bliver mere og mere hadsk. Og selvom dørene til Feriget er blevet lukket, er der stadig nogle feer tilbage blandt menneskene - og en af dem har set sig vred på Sookie. Meget, meget vred."



Sookie har overlevet den frygtelige Fekrig, og er så småt ved at komme sig over den. Hun var udsat for ret voldsom tortur, og har også mistet nogle hun holdt af, deriblandt feen Claudine (og jeg savner personligt varulven Tray). Heksen Amelia flytter tilbage til New Orleans, og Sookies feslægtning Claude flytter ind. Sookie og Eric er sammen, og deres forhold er et lyspunkt for Sookie. Men freden varer ikke ved længe, for et lig bliver fundet på Sookies grund.

Død i familien starter nogle måneder efter hændelserne i sidste bog. Det fungerer rigtig fint, især fordi forfatteren viser nogle af de ting, som Sookie går igennem for at komme sig efter de traumatiske opleveler. Det virker naturligt og troværdigt, og giver en god start på bogen.

En ny trussel truer Sookie på livet og mysteriet er at finde ud af hvem og hvorfor? Så plottet kan overordnet minde om nogle af de andre bøger, hvor Sookie også bliver truet på livet, men jeg er stadig lige så godt underholdt af denne bog, som jeg har været af de andre bøger i serien. 

Jeg kan godt lide at man ser Sookie og Eric have et forhold. Det virker både naturligt og troværdigt og det var virkelig skønt. Det var noget jeg har ventet på, da jeg længe har været fan af deres forhold.
Jeg kan også rigtig godt lide at man ser en ny side af Claude. Han er narcissistisk og nogle gange et røvhul, men har også sin charme, og han er en interessant karakter, der giver noget modspil.

Det er skønt at følge Sookies udvikling igennem bøgerne, for hun har ændret sig samtidig med, at hun stadig er genkendelig, som den Sookie vi mødte i den første bog, hvis det giver mening. Det jeg vil sige er, at det er naturlig og troværdig udvikling hun har gennemgået, og det er interessant at se på hvilke punkter hun har ændret mening og hvorfor.

Jeg er fan af serien. Den er let, underholdende, bloddryppende og spændende. Død i familien kan ikke læses som en selvstændig bog, så sørg for at læse de foregående, hvis du ikke allerede har gjort det.


4/5 stjerner

Titel: Død i familien // Originaltitel: Dead in the Family
Forfatter: Charlaine Harris
Serie: Sookie Stackhouse #10
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 19. marts 2012 (denne udgave) // oprindelig udgivet 4, maj 2010
ISBN: 9788711404843
Sideantal: 348

Ingen kommentarer:

Send en kommentar