"Frankenstein genfortalt er Kenneth Bøgh Andersens version af den grufulde og dramatiske historie om videnskabsmanden, der knækker selve livets kode og skaber et levende væsen - med frygtelige konsekvenser til følge.
Men Frankenstein er ikke kun en skrækroman. Det er også en tragedie, der griber fat i livets største spørgsmål og tager læseren med på en rejse, der fører helt til verdens ende og ind i de dybeste afgrunde af menneskets sjæl."
[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]
Kenneth Bøgh Andersen har i flere år været en af mine yndlings danske børne/ungdoms forfattere, så derfor skulle jeg selvfølgelig også tjekke hans nyeste udgivelse ud. Han har nemlig kastet sig ud i et nyt projekt med at genfortælle tre horror klassikere. Frankenstein genfortalt er den første, mens Dr. Jekyll og Mr. Hyde er på vej, og den mørke fyrste himself - Dracula - også kommer under kærlig behandling.
Jeg har endnu ikke læst Frankenstein af Mary Shelley som udkom i 1818, selvom jeg forsøgte for et par år siden, men den er på min liste over klassikere, som jeg gerne vil læse i år. Men jeg kender til selve historien (dog ikke i detaljer), da jeg har set et par filmatiseringer af romanen. Og nu kender jeg den endnu bedre efter at have læst Frankenstein genfortalt.
Efter morens død har Victor Frankenstein været besat af døden eller nærme bestemt at besejre døden, og bringe det døde til live igen. Efter længere tids studier og forsøg lykkes det ham, og han skaber et levende væsen ud af døde kropsdele. Men tingene går derefter frygtelig galt, og får grusomme konsekvenser for Victor og hans familie.
Frankenstein genfortalt er en meget vellykket genfortælling af den klassiske historie. Kenneth Bøgh Andersens stil er tydelig hele vejen igennem, samtidig med at den er respektful overfor originalen. I et efterord skriver han lidt om den oprindelige Frankenstein, processen bag Frankenstein genfortalt og de ting, som han har ændret eller tilføjet. Det var meget interessant læsning.
Nu ved jeg jo at forfatteren kan skrive så hårene rejser sig på armene, men jeg var stadigvæk rigtig glad for, at jeg sad nærmest limet til siderne. Historien er både spændende, uhyggelig, dramatisk og sørgelig. Det er en både effektiv gyser, og en tankevækkende og hjerteskærende fortælling. Vi kommer hele følelsesspektrummet rundt på lidt over 250 sider.
Rasmus Jensen har illustreret romanen, og han gør et rigtig godt job. Hans illustrationer passer godt til bogens nærmeste gotiske stemning, og så er illustrationerne simpelthen så flotte.
Frankenstein genfortalt er en helt igennem fantastisk (gen)fortælling, der åbner en klassisk roman op for nye læsere. Den får min varmeste anbefaling (og nu skal jeg i gang med at læse originalen).
5/5 stjerner
Titel: Frankenstein genfortalt
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2021
ISBN: 9788740064360
Sideantal: 258
Titel: Frankenstein genfortalt
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2021
ISBN: 9788740064360
Sideantal: 258
Ingen kommentarer:
Send en kommentar