Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 6. august 2024

Emma af Jane Austen

"Emma er rig og privilegeret. Hun kan være ulidelig, men er alligevel vellidt. Hun er yngste datter af mr. Woodhouse. Da hendes mor er død og hendes søster gift og flyttet, er Emma førstedame på familieejendommen Hartfield i Surrey. En position hun finder både naturlig og fortjent, omgivet som hun er af kærlige venner og en elskelig og hypokondrisk far. Hun påtager sig rollen som Kirsten Giftekniv og forsøger med større eller mindre held at føre folk fra sin omgangskreds sammen. Trods sin intelligens er Emma ikke altid lige heldig, hvilket hendes veninde Harriet får at føle. Hendes eneste kritiker, mr. Knightley, prøver ihærdigt at råde sin veninde, men Emma er egenrådig og stædig. Og hvis hun ikke passer på, kan hun let forspilde sine egne chancer…"


Emma er yngste datter af Mr. Woodhouse, og da hendes mor er død og hendes søster gift og flyttet, er hun førende dame i den lille landsby og dens opland. En position, som hun finder både naturlig og fortjent, omgivet som hun er af kærlige venner og en elskelig, om end hypokondrisk, fader. 
Emma mener det godt, og nyder at blande sig i mange ting, især andres kærlighedsliv. Desværre går det dog ikke altid helt efter planen, hvilket irriterer Emma grænseløst, da hun jo ved, hvad der er bedst for alle. På sidelinjen står Mr. Knightley og forsøger at ræsonnere med Emma, men hun er ikke modtagelig for hans gode argumenter.

Jeg er stille og roligt i gang med at læse mig igennem Jane Austens forfatterskab og er nu nået til Emma
Jane Austen er en af mine yndlingsforfattere fra 1800-tallets England. Jeg elsker hendes skarpe pen, hendes satiriske kritik af datidens normer og regler, hendes herlige persongalleri og ikke mindst kærlighedshistorierne. Emma er ingen undtagelse, som byder på lidt af det hele, og det er ganske enkelt en fryd at læse. 

Emma Woodhouse er en spændende hovedperson. Romanen første sætning beskriver hende som smuk, klog og rig, og det er hun bestemt også, men hun er også fordomsfuld, snobbet og elsker at blander sig i andres liv og følelser. Hun ved alt som 21-årige, og hun tager aldrig fejl. Hun har kastet sin energi i at være Kirsten Giftekniv for hendes nye veninde, Harriet. Harriet er fattig, født uden for ægteskab og er blevet overladt til forskellige pigeskolder af sine ukendte forældre. Da Harriet får et ægteskabstilbud fra en mand, som Emma ikke finder værdig, overtaler hun Harriet til at sige nej. Emma har nemlig helt andre planer med Harriets fremtid. Emma mener det godt, men hun har svært ved at se ud over sin egen næse og fikse ideer. Den eneste, der rigtig udfordrer hende er Mr. Knightley, og deres interaktioner er virkelig interessant at følge med i. Jeg kunne rigtig godt lide at Emma ikke er perfekt - hun er derimod meget menneskelig, og det gør hende så interessant. 

Jane Austens sprog er som altid utrolig smukt. Hendes dialoger er skarpe, beskrivelser af personer er troværdige og til tider komiske, og det samme er hendes beskrivelser af samtiden og dens normer.  
Jeg læste Emma på dansk, da jeg skulle bruge den til arbejde, men jeg vil meget gerne genbesøge romanen på dens oprindelige sprog på et senere tidspunkt.
 
Det er ikke nødvendigvis en roman, som man læser hurtigt, men det gør ikke noget. Man får derimod tid til at dykke ned i historien og dens karakterer, og måske endda drømme sig lidt tilbage til datidens England. Og så kan man jo altid også snuppe en filmatisering eller to, når man har læst romanen.


4/5 stjerner

Titel: Emma
Forfatter: Jane Austen
Serie: -
Originalsprog: engelsk // læst på dansk 
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 20. maj 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 23. december 1815
ISBN: 9788711911563
Sideantal: 488

Ingen kommentarer:

Send en kommentar