Matilda er en skøn lille børnebog, der virkelige rørte mig. Den handler om Matilda som er meget intelligent, nysgerrig og som stiller spørgsmål og har en mening om det meste. Desværre ser hendes forældre ikke hende som et videnbegærligt barn, men derimod som en pestilens der skal undertrykkes eller ignoreres. Heldigvis opdager Matilda biblioteket, og hun bliver draget til den magi og viden der findes i bøgerne. Hun læser alt hvad hun kan komme i nærheden af og hendes lyst til at læse og lære mere er ikke til at stoppe igen.
Da Matilde endelig kan starte i skole, håber hun på en frisk start, hvor ingen ser ned på hendes trøst efter viden. Desværre bliver skolen ledet af den tyranniske Miss Trunchbull, der gerne udøver vold mod eleverne, når hun synes de ikke opfører sig ordentlig. Og det synes hun stort set hele tiden. Heldigvis er det ikke alle voksne der er forfærdelige i denne bog. Miss Honey der er Matildes klasselærer er fascineret af Matildes iver efter at lære mere og hun opmuntre Matilde på flere måder og herved får Matilde en ven og allieret. Men der er stadig problemet med Miss Trunchbull, men Matilde opdager at hun har en ganske særlig evne, hun kan nemlig bevæge ting ved hjælp af hendes hjerne. Og det er jo oplagt at bruge denne evne mod de tyranniske voksne i hendes omgangskreds.
Hvor ville jeg gerne have læst Matilda som barn, hun ville have været min heltinde, når de andre børn drillede mig for at læse bøger i frikvarterne i stedet for eksempelvis at spille fodbold eller sladre om andre. Der kunne jo godt have brugt Matildas særlig evne. Jeg elsker den kærlighed der er til bøger og viden, og som er stærkt til stede igennem hele bogen.
Matilda er en stærk karakter, der sætter sig op imod de urimeligheder hun møder i en ganske ung alder. Og det bliver man bare nødt til at beundre hende for. Hun lader sig hverken kue eller undertrykke, hun står ved det hun tror på, og hun gør alt for at udvide hendes videnshorisont.
Matilda er en fantastisk lille bog, som jeg kun blev glad af at læse. Den er underfundig, humorisk og fyldt med kærlighed til bøger og viden. Den kan helt klart anbefales både til børn og voksne.
Matilda af Roald Dahl
Forlag: Puffin Books
Udgivet: 2013 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1988
ISBN: 9780142424278
240 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar