Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

søndag den 19. august 2018

Anbefaling #5 - Weird Things Customers Say In Bookshops


Jeg kan ikke længere huske, hvornår jeg først opdagede disse to bøger.  Ligesom jeg heller ikke kan huske, hvornår jeg opdagede forfatterens YouTube kanal. Men det er i hvert fald ved at være nogle år siden. Jeg ser med jævne mellemrum Jen Campbells videoer, og jeg er især glad for hendes eventyranbefalinger, hvad enten det er fagbøger om emnet eller skønlitterære genfortællinger. Jeg har fundet en del nye favoritter blandt hendes anbefalinger.
Som forfatter skriver Jen Campbell poesi, billedbøger, noveller, en fagbog og så de to bøger Weird Things Customers Say In Bookshops og More Weird Things Customers Say In Bookshops, som denne anbefaling skal handle om.

Før Jen Campbell begyndte at arbejde som freelance og fuldtidsforfatter, arbejdede hun i 10 år i en boghandel. Og det er arbejdet i en boghandel, eller nærmere bestemt nogle af de sjove eller mærkelige forespørgsler eller kommentarer man kan få i løbet af en arbejdsdag, der har inspireret hende til at indsamle og nedskrive nogle af dem. Det har så i sidste ende ført til Weird Things Customers Say In Bookshops og efterfølgeren More Weird Things Customers Say In Bookshops.

Jeg kan så meget relatere til nogle af disse citater. Jeg arbejder selv på et bibliotek, og der får man også indimellem nogle meget sjove eller mærkelig forespørgsler på bogtitler eller forfattere. Man skal nogle gange ud på en lille skattejagt for at finde den ønskede bog.
Jeg er også flere gange blevet spurgt om jeg har læst alle bøgerne i biblioteket. Nogle gange har det være for sjovt og med et glimt i øjet, mens andre gange er spørgsmålet blevet stillet i ramme alvor og spørgeren er blevet småfornærmet, når jeg har sagt nej.

Weird Things Customers Say In Bookshops og More Weird Things Customers Say In Bookshops er to fornøjelige korte bøger, der er hurtige at læse. Nogle af citaterne/udsagnene er sjovere end andre, men det er jo også en sag om smag og behag, når det kommer til hvad man finder humoristisk, som jeg synes kan være en svær følelse at ramme i litteratur.

Jeg har i hvert fald været godt underholdt, mens jeg læste disse to bøger, hvor jeg kunne more mig over de sjove og mærkelige ting, man kan blive spurgt om, når man arbejder i en boghandel.
Jeg vil anbefale bøgerne, hvis du her lidt tid inden aftensmad, eller bare vil have dig et godt grin, for så kan disse bøger være noget for dig. Jeg vil lige til sidst igen anbefale forfatterens youtube kanal, hvor du kan finde anbefalinger på mange spændende og gode bøger, høre mere om Jens arbejde som forfatter samt meget, meget mere. Den flyder nemlig over med kærlighed til bøger og det skrevne ord.


2 kommentarer: