Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 30. august 2018

Bad Guys: Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) af Aaron Blabey

"Vores onde venner begyndte et nyt og bedre liv, da de reddede 200 hunde fra et hundeinternat. Og nu er det tid til en ny redningsaktion rettet mod de 10.000 fjerklædte fanger, der er stoppet ind i bittesmå bure på hønsefarmen Solsiden.
Hønsene sidder der døgnet rundt uden sol og uden plads til at lege, og nu skal de befries med hjælp fra edderkoppen Behårede Benny. De skal bare lige hacke sig ind i hønsefarmens computer først ..."



Så er Bad Guys tilbage igen med en om muligt endnu vildere plan om at gøre gode gerninger end i den første bog.
Denne gang har Hr. Ulv lagt en plan om at redde 10.000 høns fra hønsefarmen Solsiden. De fire gutter kan dog ikke udføre planen alene, da de skal forbi indbrudssikrede mure, laserstråler og ikke mindst barske vagter, så derfor henter de endnu en "god" fyr med et dårligt rygte ind, for at hjælpe dem med deres storstilede plan.

Humoren er stadig helt i top samt tilpas gakket, og der er fuld fart over handlingen så man er fanget fra første side. Den er meget letlæst, og handlingen bliver understøttet af de sjove sort og hvide illustrationer.

Det var et ekstra plus at vi fik en ny bad guy på scenen, og det var megasjovt at de andre bad guys, undtagen Hr. Ulv, var bange for ham. Især Mister Haj gik helt i selvsving, når tarantellen Benny var i nærheden, og det var han temmelig tit, da han er en meget venlig edderkop, der dog lider lidt af et hackerproblem. Han kan simpelthen ikke lade være med at hacke sig ind i ting, som han burde holde sig fra. Så Benny var en god tilføjelse, og jeg håber at han er med i de efterfølgende bind.

Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) er fin underholdning med en uventet cliffhanger til sidst, så jeg håber de næste bind bliver oversat på et tidspunkt. Bad Guys serien er helt perfekt til børn, der har mistet deres læselyst, idet den er letlæst, den har en god balance mellem tekst og tegning og så er den sprængfuld af humor og action.


3/5 stjerner

Titel: Bad Guys: Har en utrolig god plan (som hænger i en tynd tråd) / Originaltitel: The Bad Guys: Episode 2
Forfatter: Aaron Blabey
Serie: Bad Guys - Episode 2
Originalsprog: engelsk / læst på dansk
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 6. marts 2018 (denne udgave) / oprindelig udgivet 1. november 2015
ISBN: 9788740041378
Sideantal: 190

Ingen kommentarer:

Send en kommentar