Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

onsdag den 27. oktober 2021

Penguin Horror - Seriesamler #1


Jeg har i flere år haft lyst til at vise nogle af de serier, som jeg samler på, frem her på bloggen, men der har været et eller andet, der har holdt mig tilbage. Jeg tror, at perfektionisme har spillet ind her, men det skal den ikke længere. 

Den serie, som jeg vil starte med er Penguin Horror, som blev udgivet på Penguin Books i 2013. Jeg købte bøgerne tilbage i 2014, og har indtil videre kun fået læst én af dem (det skal jeg helt sikkert have gjort noget ved og det gerne snart). Serien er en samling på seks bøger, som er en blanding af noveller, digte og romaner, og som alle kan betegnes som klassikere indenfor horrorgenren.

Seriens redaktør er filmskaberen Guillermo del Toro, som også har skrevet et forord til serien.
Designmæssigt er jeg vild med serien. Jeg synes, at de er så flotte. De er alle i hardbacks og har sorte sprayed edges. Titlerne og bagsideteksterne er skrevet i en form for gotisklignede skrift, som passer meget godt til temaet. Forsiderne har hver deres neonfarve samt en sort illustration med fede detaljer, der passer til indholdet. Jeg er virkelig vild med forsiderne. De fanger både mine øjne og opmærksomhed.

Lad os tage et nærmere kig på bøgerne:


American Supernatural Tales af S.T. Joshi er en samling af horrornoveller. Bogen indeholder 26 noveller skrevet af ældre og lidt nyere amerikanske horrorforfattere (den yngste er født i 1964, så helt nye er de heller ikke). Der er en del klassiske forfattere med som Ray Bradbury, Nathaniel Hawthorne, Edgar Allan Poe og Stephen King. Jeg kender en del af forfatterne, men der er også nogle, som jeg aldrig har læst om før. Før hver novelle er der en lille introduktion til den pågældende forfatter.

Bogen er på 467 sider, og blev oprindelig udgivet i 2007. ISBN er 9780143122371.

Haunted Castles af Ray Russell er den komplette udgave af forfatterens gotiske noveller. Jeg har ikke læst noget af forfatteren før, så jeg er meget spændt på, at finde ud af, hvad jeg synes om hans historier.
Derfor har jeg heller ikke rigtig sat mig ind i, hvad de mere konkret handler om.

Bogen er på 235 sider, og blev første gang udgivet i 1985. ISBN er 9780143124016.


The Raven: Tales and Poems af Edgar Allan Poe er en samling af forfatterens noveller og digte. Jeg har læst flere af forfatterens noveller tidligere, især de meget kendte, men jeg tror faktisk ikke, at jeg har læst alle dem, der er i denne samling. Jeg har bestemt ikke læst alle hans digte, så dem ser jeg frem ti at få læst. Forfatteren har skrevet rigtig mange noveller, så jeg håber på, at få dem alle læst på et tidspunkt.

Bogen er på 312 sider, og forfatteren er blevet udgivet utallige gange i mange forskellige udgaver. ISBN er 9780143122364.

The Thing on the Doorstep and Other Weird Stories af H.P. Lovecraft er ligeledes en udvalgt samling af forfatterens noveller. Jeg har for flere år siden læst nogle af hans noveller, men hans skrivestil er ikke helt min kop te. Og efter jeg fandt ud af at han var racist, har min interesse til at læse denne bog været dalende. Jeg tror dog, at jeg kommer til at læse den på et tidspunkt, fordi jeg stadig er interesseret i at læse noget komisk horror, men jeg vil være opmærksom på forfatteren, og det er ikke sikkert, at jeg vil anmelde den. 

Bogen er 544 sider og blev første gang udgivet i 1937. ISBN er 9780143122326.


Frankenstein af Mary Shelley bliver betegnet som den første science fiction roman, og er nok en bog, som de fleste kender til, men som de nødvendigvis ikke har læst. Jeg har selv ikke læst den endnu (selvom jeg har set flere filmatiseringer af den), men det er en klassiker, som jeg virkelig gerne vil læse.

Romanen er på 384 sider, og blev oprindelig udgivet i 1818. ISBN er 9780143122333.

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson har jeg rent faktisk læst to gange. Den er ikke så uhyggelig igen, men jeg kan rigtig godt lide temaet om det hjemsøgte hus, som begynder at påvirke dens beboere, så de lige så langsomt ikke længere kan kende forskellige på hvad der er virkeligt eller hvad der er uvirkeligt.

Romanen er på 235 sider, og blev første gang udgivet i 1959. ISBN er 9780143122357.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar