"Et sted i København begynder virkeligheden at skride i sømmene. Fluer i græshoppestore sværme torpederer folk og skaber kaos. Ondskaben kommer til verden i en lejlighed på Nørrebro. Presset ud af menneskekød. Mast til ukendelighed under fluesværme genopstår mennesker nu fra de døde.
Den makabre kamp for overlevelse begynder, og den er dømt ulige fra starten af. For hvordan overlever man når flænsende og hjernedøde zombier pludselig er i overtal i en millionby? En lille gruppe overlevende forskanser sig et sted i Danmark og tager kampen op mod ondskaben. Spørgsmålet er blot, om overlevelse overhovedet er mulig, når zombiehæren glubsk nærmer sig."
I en lejlighed i København ligger liget af en kvinde. Kroppen er levende af fluer, men de forlader snart lejligheden, og så bryder helvedet løs. I store sværme angriber de mennesker, og disse mennesker bliver inficeret, dør og genopstår som zombier. De angriber andre mennesker, og bliver man bidt - ja, så bliver man selv til en zombie. En lille gruppe mennesker overlever både fluerne og zombierne og finder sammen, hvor de tager kampen op. For zombierne er kun marionetdukker, der bliver styret af et ondt væsen. Et væsen, der gerne vil udrydde de sidste mennesker på jorden.
Pandaemonium af A. Silvestri er et kæmpe værk på hele 779 sider. Kapitlerne er dog meget korte, og synsvinklen skifter ofte mellem de forskellige karakterer. Det giver et hurtigt flow i fortællingen. Nogle gange bliver kapitlerne en anelse for korte efter min mening, men det er heldigvis en smagssag.
Skrivemæssigt er romanen skuret rigtig godt sammen. Den er meget velskrevet, og den er meget grafisk i sit billedsprog. Der er masser af splat, blod og indvolde, så nu er du advaret på forhånd, hvis du har en sart mave på det område. Den er ret makaber, men nu er der selvfølgelig også taler om en zombieroman. Den er til tider også grusom og barsk, så pas på med at knytte dig for tæt til karakterne. Det er ikke alle, der overlever i dette dystopiske-postapokalypse verden.
Selvom romanen indeholder meget blod og en del hjernemasse, er den ikke uden humor. Dette kommer især til udtryk i sproget, hvor der bliver holdt en frisk tone imellem nogle af karakterne. Nogle gange rammer humoren plet hos mig, mens den andre gange falder lidt til jorden. Men godt underholdt var jeg hele vejen igennem.
Forfatteren gør brug af mange af zombiegenrens traditionelle virkemidler, men tilfører også sine egne idéer, hvilket fungerer rigtig godt. Blandt andet kunne jeg rigtig godt lide at det var fluer, der oprindeligt startede med at overføre zombiesygen til mennesker. Det har jeg ikke læst om tidligere, så det var en fascinerende ny idé. Forfatteren trækker også på forskellige religioner, som biddrager rigtig godt til den dommedagsstemning, der fungerer som en af de røde tråde igennem hele romanen.
Nogle af karakterne bliver måske lidt for stereotype til tider, men de fungerer, og de giver en god kontrast til alt det overnaturlige.
Jeg tror, at det er anden gang (eller måske ligefrem tredje gang) at jeg læser Pandaemonium, og jeg har været lige opslugt hver gang. Det er en solid pageturner, og en virkelig god dansk zombieroman. Den er som sagt ikke for alle, men elsker du horror, action, zombier og en god portion splatter, er dette romanen for dig.
4/5 stjerner
Titel: Pandaemonium
Forfatter: A. Silvestri
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Valeta
Udgivet: 11. november 2011
ISBN: 9788792728050
Sideantal: 779
Ingen kommentarer:
Send en kommentar