"De tre riddersønner Rodrik, Cedrik og Stormfrik er på flugt fra de maskerede mænd, der brændte deres fødehjem, Ravnehøj, ned til grunden og slog deres fader ihjel. Men brødrene er også på jagt efter svar. For hvem stod bag angrebet på Ravnehøj? Hvorfor skulle deres fader dø? Og hvad er det for en hemmelighed, som han aldrig nåede at afsløre for dem, mens han levede?
Faderens sidste besked til brødrene leder dem i retning mod Mågehavn, hvor bygmester Leoric måske kan hjælpe dem med at løse gåden. Men vejen til Mågehavn er lang, og brødrenes fjender er talrige og skyer ingen midler..."
[Bogen er et anmeldereksemplar fra Ulven og Uglen]
Blodets sti starter, hvor Væddermændenes nat sluttede, så da vi igen møder de tre brødre er de på flugt fra de bagmænd, der brændte deres hjem ned og slog deres fader ihjel. De er på vej mod Mågehavn, hvor de forhåbentlig kan finde svar på nogle af de mange spørgsmål de bærer rundt på. Men fjenderne er lige i hælene på dem, og de aner ikke hvem de kan stole på.
Selvom det var et godt stykke tid siden jeg læste Væddermændenes nat, kom jeg straks ind i handlingen i Blodets sti. Det er virkelig rart, når det kommer til serier, at man ikke føler sig lost, når man læser en direkte efterfølger (og det er et godt stykke tid siden, man læste den foregående).
Jeg var fuldstændig opslugt af Blodets sti. Det var virkelig en fængende historie, som bare rev mig med. Der er efter min mening et rigtig godt flow i historien, hvor den skifter mellem kamp, flugt og mere rolige øjeblikke.
Tobias Stenbæk Bro skriver virkelig godt, og jeg kan rigtig godt lide blandingen af middelalderinspiration og fantasy. Det fungerer meget godt, og jeg vil sige at det også er en roman til dem, der normalt ikke læser fantasy, fordi at der er fokus på det historiske aspekt. Dertil kommer de mange intriger, magtkampe og hemmeligheder tilsat en sjat magi, kærlighed og sex.
Synsvinklen er skiftende i løbet af romanen. Det er fortrinsvis de tre brødre, som vi følger, men også andre karakterer får plads. Vi kommer derfor til at kende de tre brødre virkelig godt. Både de gode sider og de mindre gode sider. Jeg kan rigtig godt lide, når karakterer ikke er perfekte og fejlfrie, og det må man sige, at de er her. Derfor skifter det også en gang imellem, hvem jeg holder mere med end andre. Det bliver virkelig spændende at følge deres videreudvikling, og se hvordan de ender som mennesker, når serien engang er færdig.
Blodets sti lider ikke at den-svære-to'er-syndrom, som jeg nogle gange er støt på i serier, og det er simpelthen fantastisk. Det er en velfortalt historie, og jeg glæder mig meget til at læse videre i serien. Den får min varmeste anbefaling.
4/5 stjerner
Titel: Blodets sti
Forfatter: Tobias Stenbæk Bro
Serie: Et varsel om Storm #2
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: 2019
ISBN: 9788740657067
Sideantal: 376
Titel: Blodets sti
Forfatter: Tobias Stenbæk Bro
Serie: Et varsel om Storm #2
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: 2019
ISBN: 9788740657067
Sideantal: 376
Ingen kommentarer:
Send en kommentar