Efter af Svøben havde lagt det meste af verden i grus, forskansede de overlevende sig i små, isolerede enklaver. Men noget tyder på, at der faktisk eksisterer hemmelige megabyer bag ødemarken… Og at en hær af teknokrater bruger zombierne til uhyrlige eksperimenter."
[Bogen er et anmeldereksemplar fra Valeta]
Pax immortalis er fjerde bog i Necrodemic serien af Patrick Leis. Ligesom de foregående bøger i serien har Pax immortalis blevet genudgivet i en ny gennemarbejdet og opdateret udgave. Den har fået tilføjet en introtegneserie og historien har fået tilført nogle flere sider, der er med til at uddybe det zombieunivers som Patrick Leis har skabt.
Historien begynder nogle år efter det frygtelige angreb på Fergusonfarmen, hvor Svøben stort set jævnede stedet med deres griske og blodtørstige munde. De andre farme lever videre uden kendskab til de højtteknologiske C-city byer, men den skrøbelige "fred" kan ikke vare ved. En gruppe rebeller har nemlig tænkt sig at tage kampen op med C-city byerne, som bruger farmene som foder til deres zombier. C-cityerne har nemlig udviklet et livsforlængende serum ud af zombieblod, og det er ikke de eneste eksperimenter, der bliver foretaget på zombierne.
Hvor handlingen i Requiem var koncentreret til Fergusonfarmen med enkle afstikker, spredes universet ud i Pax immortalis ikke kun i handlingen, men også i kompleksiteten. Vi møder karakterer, der er på hver sin side, såsom løjtnanten, der leder oprørsgruppen, og farmere som ikke er så villige til at acceptere at deres verdensbillede ikke stemmer overens med virkeligheden. Vi møder lederen af C-city 1 der ønsker at kontrollere og undertrykke både cityborgerne og farmene og samtidig være et skridt foran de andre C-cityer. Og så møder vi en ung kvinde, der langsomt finder ud af at, alt hvad hun troede var sandt, ikke nødvendigvis var det. Det er altså en ret broget forsamling vi har med at gøre, og som vi skriftes til at følge i løbet af historien. Det giver en rigtig god dynamik i fortællingen og mellem karakterne, og jeg kan godt lide at vi får synspunkter fra både "de gode", "de onde" og alle dem midt imellem.
Jeg kan også rigtig godt lide introduktionen af C-city 1, som er en fremtidsagtig højteknologisk metropol, hvor borgerne er opdelt i et kastesystem, hvor de højeste oppe i systemet selvfølgelig får de bedste goder, såsom bedre levevilkår og adgang til det livsforlængende serum LS. Dem der er længere nede har selvsagt ikke så mange goder, men de er da trods alt beskyttet mod zombiernes hærgen. Men ikke alle er tilfredse og vreden ulmer i krogene. Vi kommer også ind i videnskabsmændenes arbejdsrum, hvor vi får mere at vide om hvilke eksperimenter de har foretaget på både zombier og mennesker i kampen for at være den førende mellem alle C-cityerne. Det synes jeg også var ret spændende, og det vækkede nogle tanker om, hvor langt mennesker egentlig er villige til at gå, for at være både den førende magt og for at forlænge deres eget liv og eftermæle.
Det er nemlig noget som Pax immortalis kan. Det er både utrolig underholdende og sætter samtidig ens tanker i gang.
Som altid leverer Patrick Leis en utrolig høj underholdningsværdi og spænding for alle pengene. Der er masse af zombiesplat, action og flere hårrejsende scener, men der er som sagt også tid til at gå et spadestik dybere ned, for det er ikke altid at de kødædende zombier er den største fjende - nej det er et helt andet rovdyr, der er på spil her.
Bogen har visse steder en fandens i vold attitude, som jeg rigtig godt kan lide, og så er den også virkelig sjov flere steder. Der er fin balance mellem det alvorlige og det morsomme.
Elsker du en fed og underholdende zombieserie, så skulle du tage og prøver kræfter med Patrick Leis' Necrodemic serie. Jeg glæder mig utrolig meget til at læse det sidste bind i serien, (som jeg håber, udkommer meget snart) selvom om det nok bliver en smule vemodigt, for den her serie har godt nok fulgt mig i mange år.
4/5 stjerner
Titel: Pax immortalis - Opgøret
Forfatter: Patrick Leis
Serie: Necrodemic #4
Sprog: dansk
Forlag: Valeta
Udgivet: 1. august 2019 (denne udgave) / oprindelig udgivet i 2006
ISBN: 9788771570748
Sideantal: 594
Ingen kommentarer:
Send en kommentar