[Indeholder anmeldereksemplarer]
Det er blevet tid til at tage et kig på, hvilke bøger jeg fik ind ad døren i løbet af oktober. Det blev til 5 anmeldereksemplarer, hvoraf 3 af dem var uopfordret, og så modtog jeg én forudbestilling.
Lad os starte med anmeldereksemplarerne.
Fra Gads Forlag har jeg modtaget Fødselsdagsønsket, der blev stjålet af Sophie Souid. Jeg har tidligere læst nogle af Sophie Souids børnebøger, så jeg glæder mig til denne.
I oktober var jeg invitereret til et bogbloggerevent hos Straarup & Co, hvor de blandt andet havde lancering på Den sorte brud af Anne Elvedal, som er bind 2 i en paranormal trilogi. Her prøvede vi et escaperoom, hvor præmien var Den sorte brud. Jeg glæder mig til at læse den, og jeg er vild med forsiden.
Jeg modtog også en lækker goodiebag, der foruden bogmærker og postkort indeholdte tre bøger.
Bøgerne var Radio Popov af Anja Portin, Ulvetunge af Sam Thompson samt Sne? af Jo Surman. De lyder alle tre meget spændende, så jeg glæder mig til at prøve kræfter med dem.
Jeg forudbestilte Jen Campbells nye bog The Sister Who Ate Her Brothers et par uger før den udkom i starten af oktober, og jeg glæder mig virkelig meget til at sætte tænderne i den. Det er en samling af eventyr fra forskellige lande, som forfatteren har genfortalt, og jeg satser på at de er uhyggelige og underfundige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar