Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

onsdag den 23. februar 2022

Levende død i Dallas af Charlaine Harris

"Sookie har ikke ligefrem heldet med sig; først bliver hendes kollega myrdet, og derefter bliver hun overfaldet af et bestialsk væsen. Med hjælp fra kæresten Bill og andre af de lokale vampyrer, overlever Sookie med nød og næppe angrebet. Som tak for hjælpen indvilliger Sookie i at tage med til Dallas, hvor hun skal udnytte sine telepatiske evner til at lede efter en forsvunden vampyr. Det er planen, at hun skal udspørge forskellige mennesker, der er involveret i sagen. Sookie har blot én betingelse: Vampyrerne skal love at opføre sig ordentligt og lade de involverede mennesker i fred, men det er mildest talt lettere sagt end gjort."



En af Sookies kollegaer er blevet myrdet. Sookie selv bliver overfaldet af et overnaturligt væsen, men bliver heldigvis reddet ved hjælp af overnaturlige kræfter. Sookie bliver derefter nødt til at tage til Dallas for at bruge sine telepatiske evner til at finde en forsvunden vampyr. Meget tyder på at Solens Broderskab er involveret, og de hader alt og alle, der har med vampyrer at gøre, så Sookie skal være meget varsomt.

Sookie og Bill er stadig et par. Jeg må sige, at jeg havde glemt hvor tør Bill er i det. Han kunne godt trænge til at slappe lidt mere af. Det er nok også derfor jeg foretrækker Eric. Der er noget afslappet, vildt og sexet over ham (uden at han bliver en idiotisk badboy, som er en type, jeg absolut ikke kan snuppe).

Jeg synes, at plottet med mænaden var ganske interessent, men det blev desværre tvunget lidt i baggrund af Dallas-plottet (her adskiller tv-serien sig fra bogserien betydeligt, da mænaden er meget mere med i tv-serien.) Jeg havde gerne set mænade-plottet mere udfoldet end at det blot var med i starten og i slutningen. Dallas-plottet var skam også rigtig spændende, men det føltes lidt som at læse to forskellige bøger.

Sydstatsstemningen i bogen (og helt generelt i serien) er helt fantastisk. Jeg har aldrig været i USA, men det føltes lidt som jeg har besøgt det sydelige USA efter at have læst en Sookie Stackhouse bog.
Der er også lidt mere sex med i denne bog (nu har Sookie jo også fået en kæreste), og det gør bestemt ikke noget. Det er ikke eksplicitte scener, men mere i softcore udgaven. Der bliver også bygget videre på universet, og jeg kan godt lide den naturlige måde, som forfatteren gør det på. 

Levende død i Dallas er endnu et underholdende bind i serien om Sookie Stackhouse. 


3,5/5 stjerner

Titel: Levende død i Dallas // Originalsprog: Living Dead in Dallas
Forfatter: Charlaine Harris
Serie: Sookie Stackhouse #2
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof 
Udgivet: 25. februar 2010 // oprindelig udgivet 26. marts 2002
ISBN: 9788711426272
Sideantal: 288

Ingen kommentarer:

Send en kommentar