"'Jeg hiver efter vejret, luften brænder i mine lunger, ild løber gennem mine årer. Langt væk kalder min mors stemme mit navn. Min bevidsthed tumler ned gennem et bundløst svælg. Det er som om, jeg hører selv den mindste organisme krybe under jorden, hver eneste crep hvis ben skraber over træstammer, gyvelkvælernes hjerter der banker i staldene.'
Aglyphe har endnu ikke har fundet sin Xiphoideussten. Den sten, der giver forlænget liv og ikke mindst status blandt de andre xiphoider.
En dag trænger verden udenfor sig på, da skovfolkets beskyttende portaler bliver brudt, og de livsvigtige sten bliver stjålet. I mødet med mennesket Vidar tvinges Aglyphe til at se sandheden i øjnene, og må ud på en farefuld rejse for at redde sit folk."
Aglyphe er en xiph, et slags skovvæsen, der bog i en verden, som er gemt for menneskene af magiske portaler. Hun har endnu ikke fundet en Xiphoideussten, som hun skal indgå i en symbiose med. Da hun endelig finder sin sten, bliver det ikke helt som hun havde regnet med. Samtidig truer en fjende hendes landsby, og et menneske trænger igennem de magiske portaler, som beskytter Aglyphes verden. Kan Aglyphe redde sit folk?
Jeg havde set frem til at læse Aglyphe dels fordi det er en fantasyroman, der har fokus på naturen og dels fordi den er en standalone (som der er langt imellem når det kommer til fantasygenren).
Men desværre blev jeg aldrig rigtig fanget af hverken karakterne eller historien.
Naturbeskrivelserne er gode, og jeg synes også at verdenen virker meget spændende på overfladen, men den stod bare ikke særlig klart for mig. Der er alt for lidt worldbuilding i forhold til hvad bogen gerne vil. Der er rigtig mange navne, væsner og begreber, som jeg blev ved med at blande sammen, og jeg følte mig forvirret det meste af tiden. Aglyphe og hendes folk har brug for at få indopereret en Xiphoideussten, som er en slags levende sten, ellers vil de visne hen og til sidst dø. Ideen med de levende sten er interessant, men det blev ikke særlig godt forklaret, hvordan de egentlig fungerede. Nogle af dyrene har dem for eksempel også, mens andre ikke har. Jeg forstod ikke rigtig, hvordan det med dyrene fungerede, for hvordan vil de få stenene ind i kroppen, og hvorfor klarer nogle dyr sig fint uden?
Jeg sad bare tilbage med så mange ubesvarede spørgsmål efter endt læsning, at det virkelig irriterede mig.
Flowet i historien er ujævn. Den starter interessant ud, men så er det som om at den taber pusten hen af vejen. Slutningen går alt, alt for hurtigt. Der sker nogle ret store ting, som man skulle mene ville påvirke Aglyphe, men det bliver bare skøjtet hen over som var det ingenting. Jeg var faktisk nødt til at gå tilbage og læse nogle sider igen, for at være sikker på at jeg havde læst rigtig i første omgang.
Aglyphe var en forvirret og rodet affære, som aldrig rigtig formåede at fange min interesse for alvor. Havde bogen været længere, og havde der været større fokus på worldbuildingen og karakterne, tror jeg vi havde været et bedre match.
2,5/5 stjerner
Titel: Aglyphe
Forfatter: Judith Sølvkjær
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Krabat
Udgivet: 17. september 2022
ISBN: 9788794244398
Sideantal: 235
Ingen kommentarer:
Send en kommentar