Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 13. marts 2023

Shiftathon #2 - tbr


Det er atter blevet tid til en omgang Shiftathon, og det er anden gang jeg deltager. Det er Sam fra Thoughts on Tomes og Matthew fra Matthew Sciarappa der står bag Shiftathon, som er et readathon, der har fokus på urban fantasy.
Readathonet varer en uge fra d. 18. marts til og med d. 24. marts. Jeg har dog planer om at tyvstarte allerede om fredagen, da jeg har fri, og har lyst til at bruge min dag på at læse. Og hvad bedre end at læse en god urban fantasy roman (som jeg føler, at jeg gør alt for lidt her for tiden).

Readathonet er som altid et meget afslappende ét af slagsen. Det handler i al sin enkelhed om at få læst nogle urban fantasy romaner. De to skabere har dog opstillet 5 læseopfordringer, som man kan basere sin tbr på, men det er ikke et krav at følge dem. Én bog tæller for én udfordring, så der er derfor ikke mulighed for at doble op på hverken bøger eller udfordringer.

Læseudfordringerne er som følgende:

1. Læs en Anita Blake roman (for at fejre 30 års jubilæet for serien)
2. Læs en bog, som IKKE har vampyrer som en del af universet
3. Læs en bog med en virkelig by
4. Forsæt med en serie, du er i gang med
5. Læs en bog med et våben på forsiden

Jeg har fundet fire bøger på sammenlagt 1.614 sider, som jeg håber at læse i løbet af readathonet.

Jeg har selvfølgelig valgt en Anita Blake roman af Laurell K. Hamilton, som også kommer til at være min topprioritet. Jeg er nået til Cerulean Sins, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse videre i serien.

Min bog uden vampyrer bliver Darkfever af Karen Marie Moning (som jeg faktisk også havde på min tbr sidste gang, men som jeg aldrig fik læst). Den har fokus på feer, så jeg går ud fra at der ikke er vampyrer med, men jeg kan ikke være 100% sikker før jeg har læst den.

Deat Beat af Jim Butcher foregår i Chicago, og vi følger troldmanden Harry Dresden. Forfatteren kommer til Fantasyfestivalen, og jeg håber at få læst nogle flere i serien inden september.

Iron Kissed af Patricia Briggs er tredje bog i serien om Mercy Thompson. Det er en serie, som jeg meget gerne vil læse videre i.

Jeg satser på at lave en opsummering, når readathonet er slut. Jeg vil også forsøge at være aktiv på Instagram, men det kommer lidt an på, hvor travlt min uge bliver. Jeg håber i hvert fald på at jeg får tid til at læse en masse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar