"Genkendelige hverdagsdanskere, hjemme, på arbejde, i børnehaver, med liv, håb, drømme, misforståelser og tvivl - og så dét, der ikke burde være der.
Det uindbudte, det fremmede, det kun anede, det snigende, det vanvittige, det frygtelige. Dét, man ikke tør tale om, dét, man fornemmer i kæresten, i barnet, i sig selv.
Dét, man ikke kan ryste af sig igen.
Det ubudne."
[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]
Ubuden er den nyeste novellesamling fra Teddy Vorks hånd, og jeg har glædet mig utrolig meget til at sætte tænderne i den. Teddy Vork er en af mine yndlings danske horrorforfattere, og jeg ved at hver gang han udgiver noget horrorrelateret, så er det uhyggeligt, så er det skræmmende og man ender med at kigge sig over skulderen en ekstra gang, når mørket er faldet på.
Samlingen indeholder 9 noveller - Rød stue // Besynderlig frugt // Husker du? // Tomme kar // Find Ulla // Under blodbøgen // Ønskehus // Fodtrin // Dragkisten.
Fælles for dem alle (for de er nogle vidt forskellige noveller) er at de tager udgangspunkt i noget hjemligt, noget velkendt, som så bliver tvistet indtil de i stedet for er skræmmende og rædselsvækkende. Jeg finder normalt ikke lyden af fodtrin skræmmende med efter at have læst Fodtrin er jeg nu af en helt anden opfattelse.
Jeg vil ikke gå alt for meget ind i hvad de forskellige noveller handler om, for det er noget jeg synes man selv skal finde ud af, men jeg vil sige, at jeg rigtig godt kan lide, hvordan forfatteren griber det hele an.
Novellerne har hver deres fokus, og så leger forfatteren også med både format og fortællestil. Eksempelvis er Besynderlig frugt fortalt i dagbogsformat, mens Ønskehus kun består af sms'er.
Teddy Vork er eminent til at skabe en atmosfære, til at sætte en handling sammen, så man konstant sidder på kanten af stolen, og kan mærke de små hår rejse sig i nakken. Han skriver utrolig godt, og formår at give hver novelle dens helt eget præg.
Jeg vil på det varmeste anbefale Ubuden til alle der elsker uhyggelige, skræmmende og tankevækkende noveller. Hvis du kun skal læse én novellesamling i år, bør det være denne. Sarte sjæle gør måske bedst i at holde sig væk.
5/5 stjerner
Titel: Ubuden
Forfatter: Teddy Vork
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: 2 Feet Entertainment
Udgivet: 10. marts 2023
ISBN: 9788779949706
Sideantal: 287
Ingen kommentarer:
Send en kommentar