Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 15. juni 2023

Kvinder skriver gys

"Hvem elsker ikke det søde gys? Den kildrende uhygge, det kolde pust ned ad nakken, det sanselige spil mellem det fornemmede og det følte?"


[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]

Kvinder skriver gys er en novelleantologi bestående af 12 noveller skrevet af 11 kvindelige danske forfattere. Nogle er kendte indenfor genren, mens for andre er det første gang at de tager livtag med den. 

Novellerne og forfatterne er: Efterveer af Gudrun Østergaard // Elverdalen 11 af Mikala Rosenkilde // Lydbogsindlæseren af Estrid Dyekjær // 85 - 22 af Gry Oustrup // Veninder af Rikke Schubart // Pentax 416 af Sara Skaarup // Lyden af Helene Hindberg // Indvielsen af Anne Hjælmsø // Trafikministeriet af Sheila Eggenberger // Min hvidklædte ven af Anne-Marie Vedsø Olesen // De små synger af Mikala Rosenkilde // M/other af Stephanie Caruana.

Det er 12 vidt forskellige noveller, hvor gyset ligger i det subtile og til dels i antydningens kunst. Det gør bestemt ikke novellerne mindre skræmmende af den grund. Snarere tværtimod. Udladendes af det makabre og den blodigste vold som virkemiddel, gør at gysene i novellerne træder frem på en helt anden måde. Jeg holder både af det blodige og voldsomme gys, men jeg kan også rigtig godt lide det eftertænkende gys, hvor gyset er mere foruroligende og springer knap så meget direkte ud i ansigtet på læseren, som det blodige gys gør. Begge former for gys kan noget forskelligt, som jeg finder meget fascinerende.  

Realisme spiller en større eller mindre grad i novellerne, og temaer som kønsroller, børn, graviditet, overtro bliver krydret med en underliggende stemning af gru og uhygge. Man ved at et eller andet vil ske, og det vil være frygtelig, men man ved bare ikke hvad. Det er meget effektivt, og det virker virkelig godt i novellerne. 
Novellerne er utrolig velskrevet, interessante og emner af fortællelyst. De er som små indpakkede chokolader. Du ved aldrig hvad du får, men du kommer helt sikkert til at gyse ved smagen. 

Kvinder skriver gys er til dem, der godt kan lide et godt, ikke voldeligt, gys i sommervarmen. Jeg håber de 11 forfattere bliver ved med at undersøge, udforske og udvide gysergenren, for jeg var fanget fra start til slut, og som den gyserhungrende læser jeg er, vil jeg meget gerne have endnu mere, fordi jeg elsker at blive skræmt, og mærke blodet løbe lidt hurtigere, og hjertet banke lidt hårdere.


4/5 stjerner

Titel: Kvinder skriver gys
Forfatter: -
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: 2 Feet Entertainment
Udgivet: 2023
ISBN: 9788779941816
Sideantal: 222

Ingen kommentarer:

Send en kommentar