Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 6. februar 2024

Nathuset af Jo Nesbø

"I den lille by Ballantyne taler man helst ikke højt om det forladte hus i skoven. Og man bryder sig heller ikke ret meget om fremmede, der stiller spørgsmål. Da to teenagedrenge forsvinder efter senest at have været set i selskab med tilflytteren, den forældreløse Richard, er der ingen, der tror på Richards besynderlige forklaringer." 


Nu har jeg haft lidt tid til at tænke over Nathuset, og jeg må erkende at jeg stadig ikke ved, hvad det er jeg har læst. Det er min første Jo Nesbø, og jeg læste den, fordi jeg blev lovet en gyser... 
Er det en gyser? Ikke rigtig efter min mening.

Bogen er delt i tre dele, og jeg kan ikke rigtig beskrive, hvad de handler om, fordi så vil jeg komme til at spoile hele handlingen. De føles lidt som tre forskellige historier om de samme karakterer, men som ikke har så meget til fælles andet end selvsamme karaktere, som også forandrer sig undervejs. Hvad der skiller de tre dele af, er to plottwist, hvor den ene er meget større end den anden. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg synes om dem, især den sidste. Jeg synes ikke rigtig de fungerede eller var særlig troværdige for den sags skyld. (Den første kunne godt være troværdig, men den del endte bare meget weird). De havde mere en chokeffekt end en reelt sammenhæng.

Hvad angår gyserdelen, så fungerede den bedst i den første del, som også var den del, som jeg synes bedst om. Den havde nogle fine gyserelementer, men var til tider lidt ujævn. Denne ujævnhed bliver endnu mere udtalt i de to næste dele. Der er horrorelementer i del to, men ikke rigtig i del tre. Det vigtigste er dog, at jeg aldrig rigtig blev skræmt eller følte gåsehuden rejse sig. Jeg vil gerne have en form for fysisk reaktion, når jeg læser horrorromaner, og det fik jeg bare ikke her. Måske fordi jeg blev lidt for irriteret over den retning, som handlingen tog undervejs.

Nathuset levede ikke om til mine forventninger om at være en uhyggelig gyserroman. Den føltes lidt for tandløs. Men er du til vilde plottwist er Nathuset måske en bog for dig. 


2,5/5 stjerner

Titel: Nathuset // Originaltitel: Natthuset
Forfatter: Jo Nesbø
Serie: -
Originalsprog: norsk // læst på dansk
Forlag: Modtryk
Udgivet: 24. oktober 2023
ISBN: 9788770078467
Sideantal: 242

Ingen kommentarer:

Send en kommentar