Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

torsdag den 29. februar 2024

Døden kalder af Line Lybecker

"Hvis tænderne gik gennem hendes hud, ville de lave mærker … Ar ligesom dem på hendes arme. De smukke ar … Grunden til at hun var hos ham, beviset på at hun var i live.

For to måneder siden mistede Tina sin flok. Uden dem har hun intet at leve for. Døden kalder, og hun vil følge den.

Frederik bor alene. Han er medicinstuderende, og al hans tid går på bøger og arbejde. Det har han ingen planer om at lave om på – indtil den dag han følger lugten af blod og finder en bevidstløs kvinde."


Frederik er medicinstuderende, arbejder med forskning på et laboratorium, og så er han upir. Han har derfor brug for jævnligt at drikke blod for at holde sig frisk. Tina arbejder som gartner, og hendes familie er helt særlige, da de kan forvandle sig til ulve. Men efter at Tinas far, lillebror, onkel og fætter er blevet dræbt i et biluheld, er Tina nu helt alene (hendes mor døde, da Tina var barn). Tina kan ikke rigtig se nogen mening med livet, da hun gjorde alt med flokken, og forsøger derfor at begå selvmord. Frederik opdager det og redder hendes liv. De ender med at blive roomies og gode venner, men nogle truer deres lille idyl…

Jeg er en smule ambivalent, når det kommer til Døden kalder. For på den ene side vil jeg meget gerne holde af den, men på den anden side kommer den desværre ikke helt i mål for mig.

Lad os starte med det jeg godt kan lide:

Frederik og Tinas venskab og omsorg for hinanden er en fryd af læse. Jeg kan godt lide hvordan deres relation udvikler sig organisk. Dog savnede jeg at de var lidt bedre til at kommunikerer med hinanden, da deres følelser skifter til at blive mere end venskabelige (men det giver dog noget følelsesmæssig drama).

Tina og Frederik er troværdige og levende karakterer, men jeg kan også rigtig godt lide Frederiks veninde, Susan, for hun er et frisk pust. Jeg håber, at hun får en større rolle i de næste bøger.

Videnskabsdelen er interessant, og jeg er glad for at den fylder en del, også i plottet.

Jeg kan også godt lide den måde, hvorpå forfatteren tager hånd om selvskade og selvmord. Det er tunge og tabubelagte emner, og jeg synes at de bliver fint belyste og behandlet.

Forfatteren skriver i et godt og flydende sprog, som gør bogen let at læse. 

Afslutningen er virkelig spændende, og gjorde mig meget nysgerrig på at finde ud af, hvad der kommer til at ske.

 
Hvad jeg knap så godt kan lide:

Tempoet i romanen og i handlingen er desværre en kende for langsomt og dvælende, og det gør, at jeg finder romanen lidt langtrukken til tider.

Det overnaturlige islæt bliver også lidt for hverdagsagtig til min smag. Det hænger godt sammen med videnskabsdelen, men så kunne jeg godt tænke mig lidt flere forklaringer på Tina og Frederiks evner og deres væsen. Men det kan være at det kommer i de næste bøger.

Jeg mangler, at der var noget mere på spil. Der er bestemt noget på spil i starten af romanen, men så bliver det lidt mere underspillet det meste af romanen inden slutningen, som igen har noget mere på spil. Der er meget fokus på deres relation (hvilket er fint), men det er først til sidst at der kommer en ydre trussel, og spændingskurven stiger voldsomt og det gør at romanen følelse lidt ujævn.

Døden kalder er en interessant bog, hvor der er fokus på relationer, familie, venskab, kærlighed og videnskab. Og efter den cliffhanger slutning er jeg meget spændt på at læse den næste bog.


3,5/5 stjerner

Titel: Døden kalder
Forfatter: Line Lybecker
Serie: Ulveblod #1
Sprog: dansk
Forlag: Ulven og Uglen
Udgivet: 11. november 2023
ISBN: 9788793349889
Sideantal: 422

Ingen kommentarer:

Send en kommentar