Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 19. marts 2024

Det lysende hjerte af Boris Hansen

"Verden er i forandring. Den uansvarlige brug af fiktionsteknologi har vakt vrede og mistro overalt. Og der går rygter om, at mareridtsbogen er på vej - en hjemsøgt fiktion, der snart vil åbne sig i Strømmen, og som potentielt kan give uanet magt til dem, der først løser mysteriet om dens oprindelse.

Både Olivias team, seriemorderen Victor og den hemmelighedsfulde Alliance deltager i det skæbnesvangre kapløb om at regne ud, hvilken slags bog der er tale om, og hvad forklaringen er på det lysende spøgelse, der tilsyneladende kalder på hjælp inde fra fiktionen.

Men før Olivia og hendes medagenter kan gøre sig håb om at nå frem til spøgelset, må de konfrontere en fjende, der ikke længere lader sig ignorere: deres egen fortid."



Det lysende hjerte var en af mine mest ventede bøger i 2024. Jeg var virkelig spændt på, hvilken retning karakterne og historien ville bevæge sig, og det var både underholdende og overraskende, men der var desværre også nogle få ting, der ikke helt fungerede for mig. 

Tre forskellige teams, Olivia & co., Victor & co. samt Alliancen er alle på jagt efter det de kalder "mareridtsbogen". De skal finde ud af hvilken bog, der er tale om, hvad der er så særligt ved den og hvad det er for et lysende spøgelse, der kalder inde fra den. De har hver deres tilgang til opgaven, og det er en kamp på liv og død om at nå derind først.

Victor er gået i gang med at samle et team, som kan måle sig imod Olivia & co. Han sætter en hel masse ting i gang i plottet, og jeg forstår hans motivation (selvom han er lidt selvmodsigende), men jeg har aldrig rigtig været særlig meget interesseret i Victor, og det blev jeg heller ikke i denne bog. I De falske liv synes jeg han fyldte for meget, og det synes jeg stadig. Jeg forstår, hvorfor han er med, men det er nok ikke hans kapitler jeg læser med størst begejstring. Men jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske med Victors team i den sidste bog. 

Olivia og hendes team har valgt at dele sig op i små grupper for at tage på forskellige opgaver, som enten har med den overordnet mission at gøre eller som er mere af privat karakter. Vi får et dybere indblik i enten karakternes forhistorie og/eller deres følelsesliv. Det kunne jeg rigtig godt lide, da det altid er spændende at få noget mere at vide om karakterer, jeg synes er fascinerende og som jeg kommer til at holde af.
En konsekvens af at temaet var splittet op en stor del af bogen, var jeg kom til at savne den teamfølelse, som de to første bøger havde bygget op så tilfredsstillende. Jeg havde gættet på, at teamet ville dele sig op på et tidspunkt, men jeg havde ikke lige forventet, at det ville ramme mig på den måde. Men igen jeg forstår, hvorfor det var nødvendig for historiens drivkraft og udvikling. 

Forfatteren kan sit kram, og har skruet plottet forrygende godt skruet sammen. Det er nervepirrende og utrolig medrivende. Jeg sad limet til siderne og var rigtig godt underholdt. Romanen er velskrevet, og ender på en ond cliffhanger, hvor alle boldene er smidt op i luften. Jeg glæder mig til at finde ud, af hvordan forfatteren vil gribe dem igen, og heldigvis er den sidste bog planlagt til at udkomme i år, så det krydser jeg fingre for.

Tavse Verdener er en fantastisk science fiction serie med skønne og skæve karakterer, et fængende plot og vilde plot twists. Hvis du ikke allerede har læst de første tre bøger, kan jeg anbefale dem på det varmeste. 


4/5 stjerner

Titel: Boris Hansen
Forfatter: Det lysende hjerte
Serie: Tavse Verdener #3
Sprog: dansk
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet: 25. januar 2024
ISBN: 9788727018386 
Sideantal: 516

Ingen kommentarer:

Send en kommentar