Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 26. marts 2024

Rodløs af Eva Munk

"Jeg står foran klassen. Læreren trækker tiden ud. Jeg ved ikke hvorfor. Skal hun ikke i gang med selv at være i fokus? Mit hjerte banker alt for højt. Jeg er bange for, at alle andre også kan høre det. Jeg ser på de andre foran mig. Alle stirrer tilbage på mig. De er helt stille."

Barbaras familie er flyttet. Derfor skal hun begynde forfra på en ny skole. Alle virker søde, og den nye start går nemt, selvom hun savner sine gamle veninder. Alligevel føles det bare ... forkert. Som om hun ikke rigtig hører til nogen steder."


○ Genlyd

[Bogen er et anmeldereksemplar fra Straarup & Co]

13-årige Barbara er flyttet, da hendes forældre har fået et nyt job. Det betyder at hun nu skal skifte skole og starte i en ny klasse. Det er hun nervøs over, for kan hun følger med i timerne, hvad vil de andre tænke om hende, vil hun få nye venner, og hvad med hendes gamle venner? Barbara bliver taget godt imod af pigerne i den nye klasse, men der mangler stadig noget, så Barbara besøger hendes gamle veninder, men de har også ændret sig. Barbara føler sig rodløs, men heldigvis står hendes storsøster klar til at hjælpe hende, og det samme gør Cecilia fra musikholdet.

Rodløs er anden bog i serien Ingen som os, men bøgerne kan læses selvstændigt, da hovedpersonerne skifter for hver bog. Barbara er denne bogs hovedperson, mens Cecilia som var hovedperson i Genlyd, dukker op som biperson. Barbara er noget usikker i starten, men ender med at få mere selvtillid i slutningen af historien.
Temaerne er identitet, rodløshed, skoleskift, veninder og familie. Det er temaer som altid er relevante, og de bliver rigtig fint udfoldet i løbet af bogen.

Eva Munk skriver i et frisk og let tilgængeligt sprog. Der bliver brugt flere engelske udtryk, samt uddrag af sangtekster af Olivia Rodrigo, som er med til at udfolde og afspejle Barbaras sindstilstande. Barbara er en fin karakter, der føles levende, og hendes historie udfolder sig i et fint flow.
Bogen er igen illustreret af Emilia Rubæk, og hun gør endnu en gang et virkelig godt stykke arbejde i at fange og illustrerer forfatterens ord.

Rodløs er en rigtig fin bog til tweens, som gerne vil læse bøger om en hovedperson, der føler sig lidt rodløs i livet og i ens identitet, men som hen ad vejen bliver mere sikker på sig selv.


4/5 stjerner

Titel: Rodløs
Forfatter: Eva Munk // Illustrator: Emilia Rubæk
Serie: Ingen som os #2
Sprog: dansk
Forlag: Straarup & Co
Udgivet: 11. november 2022
ISBN: 9788775497928
Sideantal: 100

Ingen kommentarer:

Send en kommentar