"Syttenårige Connor har boet alene med sin mor hele livet. Da hun dør, tvinges han til at flytte til den lille by Mossy Creek for at bo hos sin ukendte moster og bedstefar.
Et møde med den mystiske Amelia bliver starten på en romance der er dømt til at slutte før den er begyndt, for byen gemmer på en mørk hemmelighed, og mange ønsker ikke at se dem sammen."
Da Connors mor død, bliver hans moster hans nye værge. Connor bliver derfor nødt til at flytte til Mossy Creek og bor sammen med hende og bedstefaren, selvom han ikke kender dem. Det viser sig hurtig at Mossy Creek er anderledes end andre småbyer, da man blandt andet skal godkendes til at få adgang til internettet, og man kan tilgå det på biblioteket og i en begrænset tidsrum. Derudover er der udgangsforbud hver nymåne, som det er meget vigtig at overholde. Connor bliver hurtigt forelsket i Amelia, men det er bestemt ikke alle der er glade for deres forhold.
Jeg endte med at høre Blodarv som lydbog, da jeg fandt den på eReolen, og jeg vil sige at oplæseren Torben Christensen gjorde et rigtig fint arbejde. Derudover er lydbogen heller ikke særlig lang, så den var oplagt på min tur til og fra arbejde.
Sproget er meget letlæst, og kapitlerne er super korte, så det er nemt lige at snuppe ét til i farten. Der er dog et sted eller to, hvor noget bliver beskrevet som at være piget, og det bliver selvfølgelig beskrevet på en negativ måde. Det er noget jeg er virkelig træt af, når det sker i bøger (og i film og alt andet for den sags skyld), og det må meget gerne snart uddø - helst i går.
Udover dette er sproget godt, og til tider humoristisk.
Jeg synes at handlingen er spændende. Jeg kan godt lide at man ikke helt ved, hvad der foregår, men at man langsomt bliver klogere på byens hemmeligheder. Jeg sidder dog stadig tilbage med utrolig mange spørgsmål, som jeg håber at få svar på i de næste bøger.
Da romanen bliver fortalt fra Connors synvinkel kommer vi selvfølgelig til at kende ham ret godt. Han er en fin karakter, som voksede på mig i løbet af romanen. De andre karakterer bliver desværre lidt for overfladiske i det, og jeg savnede noget dybde i dem for bedre at kunne forstå deres bevæggrunde.
Jeg var desværre heller ikke særlig vild med amerikaniseringen i romanen. Jeg havde nok foretrukket en mere dansk setting. Det havde jeg fundet mere interessant og samtidig mere troværdigt.
Når det nu er sagt synes jeg Blodarv er en medrivende fortælling, som rejser flere spørgsmål end den umiddelbart giver svar på. Jeg er i hvert fald spændt på, at læse videre i serien, og forhåbentlig få svar på nogle af mine spørgsmål.
3/5 stjerner
Titel: Blodarv
Forfatter: Haidi W. Klaris
Serie: Sort Måne #1
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 16. oktober 2020
ISBN: 9788758838762
Sideantal: 287
Titel: Blodarv
Forfatter: Haidi W. Klaris
Serie: Sort Måne #1
Sprog: dansk
Forlag: Tellerup
Udgivet: 16. oktober 2020
ISBN: 9788758838762
Sideantal: 287
Ingen kommentarer:
Send en kommentar