Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 24. august 2021

Bøger, som jeg gerne vil læse inden 2022


Jeg har rigtig mange bøger stående, og jeg vil allerhelst læse dem alle sammen på én gang. Men det kan desværre ikke rigtig lade sig gøre, så derfor har jeg udvalgt 10 bøger, som jeg vil gøre en ekstra indsats for, at få læst inden året slutter. 
Der er lidt over fire måneder tilbage af året, og jeg regner derfor med at lave en opsamling engang i november. Jeg håber, at det kan være med til at holde mig til ilden. 
Bøgerne består for det meste af serier eller trilogier, men der har også sneget sig enkle standalones ind. 


Jeg har ejet A Court of Wings and Ruin siden den udkom tilbage i 2017, og jeg har taget tilløb til at få den læst flere gange, men der er bare aldrig rigtig sket noget. Men nu skal det være, og jeg har også valgt at tage de to næste bøger med i serien - A Court of Frost and Starlight & A Court of Frost and Starlight - bare lige for at lægge mere pres på mig selv.


De næste to bøger er begge sidste del i hver deres trilogi, og det kunne være rigtig dejligt at kunne sætte et kryds af ved læst inden året er omme. 
Mørkt stof af Teri Terry er en science fiction/dystopisk serie om en farlig sygdom, og både første og anden bog var rigtig spændende. Jeg håber at Udvikling er mindst lige så interessant. 

Jeg har tidligere læst Darkdown af Jay Kristoff, men jeg vil rigtig gerne læse den igen. Første gang slugte jeg den nemlig, og denne gang vil jeg godt tage det lidt mere stille og roligt, så det hele kan nå at trænge rigtig ind.


Den hvide enkes død af Nicole Boyle Rødtnes er anden bog i forfatterens nye trilogi, og jeg har hørt meget godt om den, så nu må jeg altså se at få den læst.
Death Masks er femte bog i Jim Butchers serie om troldmanden Harry Dresden, og jeg vil så gerne læse videre i den. 
Det samme gør sig gældende for Burnt Offerings af Laurell K. Hamilton, som er den syvende bog i serien om Anita Blake. Jeg føler mig så langt bagefter i denne serie, og det er der ikke noget at sige til, da bog 28 udkom tidligere i år. Jeg går lidt med nogle planer om at blive up-to-date med hele serien næste år, og jo flere jeg kan nå at læse i år, desto færre har jeg næste år. Det er ren logik for burhøns ;)


De sidste to bøger på min liste er Middelgame af Seanan McGuire og The Stand af Stephen King.
Seanan McGuire plejer at skrive nogle virkelig interessante og overraskende historier, så jeg er meget spændt på denne.
The Stand er næste bog i mit Stephen King projekt, og da den er på 1325 sider, har jeg udsat den en smule, for dens størrelse skræmmer mig. Men det kunne være virkelig fedt at få den læst i år. Så kryds fingre for mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar