"Magien er ved at forsvinde. Hvis Kajsa og resten af hendes heksesøstre ikke bringer et menneskeoffer til midsommer, vil Moderens magi forsvinde for altid. Heldigvis er Kajsas mor gravid med et drengebarn, som alligevel aldrig kan blive en del af deres verden. Men Kajsas mor skjuler barnet i verden udenfor, og Kajsa drager ud for at finde ham. Her møder hun Camilla, der introducerer hende for en verden af teknologi, fester og venskaber. Og så er der Mathias, der er uendeligt langt fra de skrækhistorier, hun har hørt om mænd. Kajsa må finde ud af, hvad sandheden er om denne nye verden. Men vigtigst af alt må hun finde sin lillebror inden midsommer, så de kan få magien tilbage, før deres samfund smuldrer."
Det eneste jeg vidste om Midsommerens offer af Katrine Skovgaard var at den handlede om hekse, og det var faktisk også det eneste jeg havde behov for at vide før jeg gik i gang med romanen. Jeg holder nemlig meget af, at læse om hekse og magi (har endda skrevet gymnasieopgave om hekseafbrændingerne i Danmark), og jeg har længe haft et ønske om at læse mere fiktion om hekse. Jeg har læst lidt her og der, men jeg vil gerne læse endnu mere.
Kajsa er vokset op ude i en skov sammen med en række kvinder, som er hekse ligesom hende selv. Mænd er der ingen af i det lille samfund, da kvinderne anser dem som onde og farlige. Heksene ofrer til Moderen for at opretholde deres magi, og det største offer er at ofre et nyfødt drengebarn til midsommer. Kajsas mor er gravid med en dreng, men hun giver barnet væk til en mand inden det kan bliver ofret. De andre hekse er rødglødende over dette forræderi, og Kajsa drager derfor ud for at finde barnet og bringe det tilbage inden midsommer.
Kajsa er en interessant hovedperson. Hun er meget dedikeret til Moderen og den øverste heks Sigun. Hun vil gøre alt for at passe ind i heksesamfundet samt få en plads i den inderste cirkel. Det var virkelig fascinerende at følge hendes moralske overvejelser, samtidig med at det var svært for hende at have disse overvejelser, da hun jo nærmest er blevet hjernevasket. Hun er vokset op med at mænd er utrolig farlige. Denne ide fylder meget i Kajsas tanker, men desværre ikke rigtig i hendes handlinger, hvilket jeg synes er en skam. Hun er nemlig ikke rigtig agtpågivende overfor mænd. Nærmest tværtimod. For det første hun gør efter, at have forladt heksesamfundet, er at tage imod et lift fra en fremmed mand, som ender med at forsøge at voldtage hende. Det fandt jeg ikke særlig troværdig, når det nu fylder så meget i hendes tanker, men desværre ikke altid i hendes handlinger.
En anden ting, som jeg heller ikke fandt helt troværdig er, at Kajsa nær slutningen giver udtryk for at hun ikke rigtig har følt sig hjemme i heksesamfundet. Det er i direkte strid med starten, hvor hun giver udtryk for at hun elsker samfundet, hvor hun ønsker mere ansvar og er stolt over at få det ansvar, og hvor hun er så fast i hendes overbevisning og dedikation til Moderen og heksene, at hun gør noget helt utroligt. Hun udvikler sig selvfølgelig i løbet af romanen, hvilket jeg er glad for, men den her kovending rev mig desværre fuldstændig ud af historien, fordi det ikke rigtig hang sammen logisk eller realistisk.
Jeg kunne godt lide, hvordan vi så vores verden igennem Kajsas øjne. Mange af de ting, som er helt dagligdags for os, var totalt fremmede for Kajsa, så det var sjovt at få denne vinkel på. Jeg kunne også rigtig godt lide beskrivelserne af Kajsas liv blandt heksene. Det var også virkelig interessant, men også barsk at læse om deres magi og ritualer. Jeg ville dog gerne have haft mere af dette aspekt, for at gøre kontrasten mellem de to verdener endnu større.
Midsommerens offer er en utrolig velskrevet og spændende bog. Den er til tider meget barsk, men det passer virkelig godt til historien. Den er fuld af overraskelser, og man sidder nærmest limet til siderne. Jeg kan varmt anbefale den.
3,5/5 stjerner
Titel: Midsommerens offer
Forfatter: Katrine Skovgaard
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: 26. maj 2021
ISBN: 9788794164078
Sideantal: 264
Titel: Midsommerens offer
Forfatter: Katrine Skovgaard
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Calibat
Udgivet: 26. maj 2021
ISBN: 9788794164078
Sideantal: 264
Ingen kommentarer:
Send en kommentar