"Irene er fra Ribe og aner ikke, hvad hun skal stille op med sig selv efter gymnasiet, så hun søger job som au pair i Hellerup; en stor villa, to biller, en teenager, et børnehavebarn og et ægtepar, der ligner lykken. Hvad kan gå galt?"
Irene er netop blevet færdig med gymnasiet, og hun aner ikke hvad hun skal med sit liv. Hendes mor har tilbudt hende en plads i morens frisørsalon, som hun så senere skal overtage, men Irene er ikke sikker. Så derfor søger hun job som au pair i Hellerup. Hun bliver ansat hos en lille familie, der består af Mie og Thor, der sammen har datteren Kastanje. Ludvig, som er Thors teenagesøn fra et tidligere forhold, bor der også. Irene bliver fascineret af deres liv i luksus og rigdom, men da hun begynder at undersøge, hvorfor deres tidligere au pair blev fyret, begynder den kønne facade at knække.
Irene er en interessant hovedperson. Det er tydeligt at mærke, at hun ikke rigtig ved, hvad hun skal med sit liv. På nogle punkter er hun stadig ved at finde ud af, hvem hun er, mens andre punkter er mere fastlagte. Selvom jeg ikke er enig i nogle af de ting hun gør, blandt andet kigger hun familiens private ting igennem, kan jeg godt følge hendes fascination af deres liv, som er meget anderledes end hendes. Irene er ikke perfekt, hun begår fejl indimellem, og dette gør hende meget troværdig.
Jeg kunne også rigtig godt lide hendes venskaber med Ludvig og Hannah. Hannah måtte dog godt have været mere med efter min mening, for jeg kunne rigtig godt lide, når Irene og Hannah var sammen.
Jeg føler, at jeg nærmest fløj igennem romanen. Jeg blev virkelig fanget af Irenes historie. Den er velskrevet, og sproget er ligetil. Jeg forstår til fulde, hvorfor så mange andre også er glade for den. Den er underholdende og spændende, og selvom jeg ikke har oplevet mange af de ting, som Irene oplever, er mange af hendes tanker og usikkerheder yderst relaterbare.
Au pair er en ya roman, der handler om identitet, fordomme, sociale klasseskel, venskaber, kærlighed og ansvar for eget liv. Den får en stor anbefaling herfra. Skynd dig at få den læst!
4/5 stjerner
Titel: Au Pair
Forfatter: Kim Fupz Aakeson og Sanne Munk Jensen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2022
ISBN: 9788702316551
Sideantal: 262
Titel: Au Pair
Forfatter: Kim Fupz Aakeson og Sanne Munk Jensen
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2022
ISBN: 9788702316551
Sideantal: 262
Ingen kommentarer:
Send en kommentar