Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 23. september 2022

Skoven af Sarah Engell

"Det er sidste skoledag i 9. klasse, og Ask tager i Dyreskoven for at feste med hele årgangen. Det er nu eller aldrig, hvis han skal score Emma, og måske flirter hun faktisk med ham? Aftenen starter lovende - lige indtil Emma går ind i skoven for at tisse og ikke kommer tilbage. Ask leder efter hende, men hun er som sunket i jorden, og pludselig er det umuligt for ham at finde ud af skoven igen. Det er kun træer, så langt øjet rækker, men alligevel har ham en følelse af at blive betragtet. Hvad sker der? Kan det passe, at skoven udvider sig? Og hvorfor opfører dyrene sig så underligt?"


Ask har sidste skoledag. Opvarmningsfesten bliver fejret med klassekammeraterne i Dyrehaven. Emma som han længe har haft et godt øje til er også med. På et tidspunkt går Emma ind i skoven for at tisse, men hun kommer ikke ud igen. Ask går ind for at finde hende, og to af hans klassekammerater følger efter. Men der er noget fuldstændig galt med skoven. Den synes at vokse og forandre sig hele tiden, og jo længere de er i skoven, jo mærkeligere føler de sig.

Der har været en del hype omkring Skoven, og det har selvfølgelig skudt mine forventninger i vejret, så jeg var noget spændt, da jeg gik i gang. 

Jeg kan rigtig godt lide den dystopiske setting, hvor mennesket leger med naturen igennem gensplejsning. og det får fatale konsekvenser. Naturen vs. mennesket er et emne som optager mig rigtig meget, og jeg synes det er spændende at læse eller se fiktioner, hvor naturen slår tilbage mod det misbrug, som mennesket har udsat den for.

Sproget er virkelig godt. Det er billedskabende og fuld af liv. Sarah Engell kan skrive så hårrene rejser sig. Jeg fløj igennem romanen, fordi sproget var så let at læse. Beskrivelserne af skoven og naturen, som et utrygt sted er helt vildt gode.
Jeg synes dog at karakterne fremstår en kende flade. De var ikke lige så interessante som skoven var, og derfor var jeg også lidt ligeglade med, hvad der skete med dem. 

Selvom jeg synes Skoven kan flere ting, følte jeg desværre også, at jeg manglede noget. Jeg kan ikke helt sætte finger på, hvad det var jeg manglede. Men det var det der ekstra umph, der gør at historien for alvor kryber ind under huden på én. Romanen er alt for kort efter min smag, og jeg så gerne at der var visse ting, der var blevet mere udfoldet. Det blev lidt for overfladisk nogle steder. Slutningen gik også alt for hurtigt.

Når det nu er sagt synes jeg Skoven var fængende. Den behandler flere emner, der sætter tankerne i gang hos én, hvilken jeg rigtig elsker. Det var en rigtig fin læseoplevelse, så den kan bestemt anbefales til teenagere og voksne, der godt kan lide dystopiske romaner, hvor ikke alt bliver forklaret.


3/5 stjerner

Titel: Skoven
Forfatter: Sarah Engell
Serie: -
Sprog: dansk
Forlag: CarlsenPuls
Udgivet: 2. juni 2022
ISBN: 9788727011790
Sideantal: 192

Ingen kommentarer:

Send en kommentar