Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 17. januar 2022

22 serier i 2022


[Indeholder anmeldereksemplarer] 

Som jeg skrev i mine læsemål for 2022 i forlængelse at mit mål om at enten færdiglæse eller komme videre i flere serier, kunne jeg rigtig godt tænke mig at færdiglæse 22 serier. To af de udvalgte serier er rigtig lange, så der vil jeg være tilfreds med at gøre et større indhug i dem og ikke nødvendigvis læse dem færdig. 
Selvom jeg fremhæver disse 22 serier, betyder det ikke, at jeg ikke kommer til at læse andre serier i løbet af året, og det kan også være at jeg bytter nogle af serierne ud med andre. Jeg håber det ikke, men jeg vil gerne lade muligheden stå åben for mig, hvis det nu ikke kommer til at gå, som jeg håber.

For at holde mig selv til ilden igennem hele året, vil jeg lave en opdatering ca. hver tredje måned, hvor jeg vil skrive en status om hvordan projektet skrider frem samt hvilke tanker og følelser jeg går med. 

Lad os tage et lille blik på de 22 serier, som jeg vil stille op efter, hvor mange bøger, jeg mangler at læse. Jeg kommer ikke dog ikke til at læse dem i den rækkefølge, men det er simpelthen for lige at skabe et overblik.

21 bøger - Anita Blake, Vampire Hunter af Laurell K. Hamilton
Dette er en af de længste serier jeg ejer, og jeg mangler simpelthen at læse 21 af dem. Min udfordring er at jeg bliver så optaget af dem, at jeg ikke rigtig kan koncentrere mig om at lave andet. Og jeg har altså brug for at sove en gang imellem, og det er måske også en god ide at gå på arbejde. Mit minimum er at få læst ca. halvdelen i år (gerne flere, hvis det kan lade sig gøre), men jeg vil være glad for at få læst 10-11 af dem.

12 bøger - Dresden Files af Jim Butcher
Igen en af mine længere serier, og igen giver jeg mig selv lov til at læse halvdelen. Jeg satser selvfølgelig på at læse dem alle - det er én om måneden - men jeg starter med halvdelen for ikke at lægge for meget pres på mig selv, for det er jeg god til.

5 bøger - Sagaen om Talon af Julie Kagawa (anmeldereksemplarer fra HarperCollinsNordic)
Jeg er overhovedet ikke startet på serien, men jeg ved at de handler om drager, så jeg er spændt.

4 bøger - Demon Cycle af Peter V. Brett
Jeg læste den første bog for snart 2 år siden mener jeg, og det er altså på tide, at komme videre.

4 bøger - Faithful and the Fallen af John Gwynne
Jeg ved ikke særlig meget om denne serie, men en af mine absolutte yndlings Booktuber har anbefalet den virkelig meget, så jeg bliver nødt til at tjekke den ud.

3 bøger - Ember in the Ashes af Sabaa Tahir
Igen en serie, hvor jeg har læst den første bog, men er ikke kommet videre.

3 bøger - Evigt liv af Gena Showalter (anmeldereksemplarer fra HarperCollinsNordic)
Jeg læste den første bog for nogle år siden, men kan kun huske meget lidt, så jeg starter forfra på denne.

3 bøger - Rosenholm-trilogien af Gry Kappel Jensen
Den her trilogi er blevet rost til skyerne, og nu er det min tur til at prøve kræfter med den.

3 bøger - Red Rising af Pierce Brown
Jeg har læst de to første bøger, så mangler kun tre (men de er til gengæld lange).

3 bøger - Broken Earth af N. K. Jemisin
Jeg ved ikke særlig meget om denne serie andet end at den skulle være virkelig godt fantasy.

3 bøger - Poppy War af R. F. Kuang
Endnu en fantasytrilogi, der er blevet hypet meget de sidste par år.

3 bøger - Green Book Saga af Fonda Lee
Jeg opdagede denne serie via en anden Booktuber, som jeg følger, og han var simpelthen så begejstret for den at jeg også er nødt til at læse den.

3 bøger - Shades of Magic af V. E. Schwab
En trilogi, som jeg længe har haft lyst til at læse, og nu skal det altså være.

3 bøger - Up-and-Under af A. Deborah Baker
Det ser ud til at bog 3 udkommer til oktober, så det kunne være fedt at få læst de to første inden da.

2 bøger - Shadow and Bone af Leigh Bardugo
Jeg har indtil videre læst den første bog 2 gange, og jeg vil meget gerne læse resten af serien (og også gerne de andre serier fra samme univers).

2 bøger - Forbandelsen over Laitana af Sissel Moody (anmeldereksemplar fra Forlaget Klippe)
Jeg læste den første bog for et par år siden efterhånden, så den skal jeg lige have genlæst inden jeg kan læse videre i serien.

2 bøger - Cursebreaker af Brigid Kemmerer
Jeg kunne rigtig godt lide den første bog, så jeg håber at de næste to er mindst lige så gode.

2 bøger - Pandora af Christian Engkilde
Jeg læste den første bog sidste år, så jeg glæder mig til at læse resten af trilogien.

2 bøger - The Band af Nicholas Eames
Igen en Booktuber anbefaling, og det ser ud til at der kun er to bøger i serien.

2 bøger - The Locked Tomb af Tamsyn Muir
Og sørme om dette ikke også er en Booktuber anbefaling, og den lyder altså virkelig fed.

2 bøger - Crescent City af Sarah J. Maas
Bog 2 udkommer til februar og forhåbentlig kan jeg få læst bog 1 inden da.

1 bog - Empire of the Vampire af Jay Kristoff
Indtil videre er det kun den første bog, der er udkommet, men den er til gengæld også noget af en moppedreng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar