"Et nyt skoleår begynder på det magiske skib Galathea, hvor Aia sammen med sin tvillingebror, Peter, har påbegyndt sin uddannelse som vogter af den forunderlige verden Igdrafell. Men Aia og Peters fortid og familiebaggrund truer med at indhente dem. Deres afdøde far, der skulle have været leder af de onde Morkinskinna, hvis han ikke var omkommet i en ulykke, har efterladt dem noget, som de for alt i verden må finde, inden det er for sent. Problemet er bare, at de ikke aner, hvad det er."
[Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine]
Arven fra fortiden er andet bind i Awen serien, hvor vi følger Aias eventyr på det magiske skib Galathea. Sammen med tvillingebroren Peter er Aia i gang med at uddanne sig til vogter, der skal beskytte Igdrafell mod de onde Morkinskinna.
Aia og Peter er nu startet på deres andet år på Galathea, og ligesom det første år, bliver det ikke et stille og roligt skoleår for dem og deres venner. De finder ud af at deres afdøde far har efterladt dem et hemmeligt våben, som det er utrolig vigtig for dem at få fat i.
Jeg var meget glad for Kaldet fra Galathea, da jeg læste den sidste år, så jeg var naturligvis meget spændt på om 2'eren kunne leve op til mine skyhøje forventninger. Og det kunne den!
Arven fra fortiden er en meget stærk fortsættelse, hvor jeg var fanget fra første side. Aia er igen vores gennemgående hovedperson på nær enkle afstikkere til Morkinskinna familien og Peters dagbog.
Det fungerer virkelig godt, og jeg var rigtig glad for at vi også vi et bedre indblik i Peters tanker og følelser. Aia og Peter har en interessant søskenderelation, der både har opture, men så sandelige også en del nedture, hvor de både har hemmeligheder for hinanden, er misundelige eller føler sig svigtet af den anden. Vi får også mere at vide om deres Morkinskinna familie, hvilket også var meget spændende.
Romanen har nogle rigtig gode karakterbeskrivelser, og generelt er universet befolket af nogle interessante og troværdige personligheder.
Galathea skibet er jo nærmest en karakter i sig selv, og jeg kunne rigtig godt lide, at vi fik et endnu dybere indblik i den magiske uddannelse, som eleverne skal gennemgå. Jeg finder det virkelig fascinerende, og jeg er glad for den store detaljerigdom, som forfatterene har lagt i deres univers. Vi kommer også et smut ind under nogle af de slør, som beskytter den magiske verden, og igen var det noget der fungerede rigtig godt.
Arven fra fortiden er en eventyrlig og fantasifuld fortælling. Den er velskrevet og ikke til at lægge fra sig, når man først er begyndt. Vi kommer hele følelsesregisteret rundt, og forfatterene tager fat i nogle altid relevante emner som familie, venskaber, ensomhed, kærlighed, sorg og at føle sig overset.
Awen er en virkelig stærk fantasyserie, som bare bliver ved med at overraske mig. Slutningen var decideret ond, så nu er jeg lidt bange for at læse videre i serien, når den næste bog udkommer, men jeg ved også, at jeg ikke kan lade være.
4,5/5 stjerner
Titel: Arven fra fortiden
Forfatter: Nathali & Bettina Liane
Serie: Awen #2
Sprog: dansk
Forlag: Forlaget Turbine
Udgivet: 27. april 2021
ISBN: 9788740670745
Sideantal: 574
Ingen kommentarer:
Send en kommentar