Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

tirsdag den 11. maj 2021

9 fra de ni verdener af Rick Riordan

"Hvor godt kender du det univers, som Magnus Chase og hans venner rejser rundt i? Tag med på en fantastisk tur gennem de ni verdener, hvor Magnus' venner fortæller om mærkelige og farlige (men ret sjove) udfordringer, og bliv klogere på et univers, der både får dig til at grine og gyse."



9 fra de ni verdener er en samling af ni korte noveller fortalt af Magnus Chases venner.
Novellerne kommer rundt i de ni forskellige verdener fra den nordiske mytologi. Den røde tråd igennem alle novellerne er sjovt nok guden Thor. Han har sat sig for at registrere ti millioner skridt på sin FitnessKnut. Gør han det, kan han vinde en gæsteoptræden i sin yndlings tv-serie. Thor er derfor med i hver eneste historie i en større eller mindre cameorolle.
Hovedpersonerne i novellerne er henholdsvis Odin, Amir Fadlan, Blitzen, Hearthstone, Samirah al-Abbas, Thomas 'TJ' Jefferson Jr., Mallory Keen, Halvfødt Gunderson og Alex Fierro.
Det var meget interessant at få et indblik i alle disse karakterer og deres tanker og følelser. Historierne er meget korte, så det kan selvfølgelig ikke blive til det helt store, men det var nu alligevel rart med et lille indblik.

Min eneste, men også største kritik af bogen, var manglen på Magnus. Han bliver nævnt nogle gange undervejs, men han er ikke med i selve historierne. Fokusset er selvfølgelig også på Magnus' venner, men jeg savnede ham så meget. Han er en af de største grunde til at jeg elsker universet, og at han ikke var med, var lidt af en skuffelse. Forstå mig ret - de andre karakterer er også herlige, men det havde været rart med en Magnus cameo i bare en af historierne.

Hver novelle indledes med illustrationer af den pågældende verden samt af novellens hovedperson, på nær den novelle der foregår i Midgård og er fortalt af Amir Fadlan. Hvorfor der ikke er nogle illustrationer her ved jeg ikke, men jeg synes det er virkelig irriterende at de mangler.
Illustrationerne er nemlig virkelig fine, og jeg elsker farvevalget. Jeg er måske ikke altid enig i hvordan karakterne ser ud. De passer i hvert fald ikke altid til min indre biograf, men det er jo også nærmest en umulig opgave for en kunstner. Og selvom jeg ikke altid er enig, er jeg glad for at de er med. 

Som altid skriver Rick Riordan helt fantastisk. Sproget er fuld af den velkendte humor fra den oprindelige trilogi, og som læser flyver man igennem siderne. 
9 fra de ni verdener er et fint indblik i den nordiske mytologi (frit genfortalt af Rick Riordan), men jeg vil anbefale at du læser trilogien først for at få mest ud af novellerne.


4/5 stjerner

Titel: 9 fra de ni verdener // Originaltitel: 9 From the Nine Worlds
Forfatter: Rick Riordan
Serie: Magnus Chase og de nordiske guder
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 5. juni 2019 (denne udgave) // oprindelig udgivet 2. oktober 2018
ISBN: 9788711907115
Sideantal: 168

Ingen kommentarer:

Send en kommentar