Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

mandag den 18. april 2022

Amari og Nattens Brødre af B. B. Alston

"Amari bor alene med sin mor og sin bror i et fattigt område af byen. De kæmper for at få tingene til at hænge sammen. Da Amaris bror forsvinder, tror alle automatisk, at det er, fordi han nok er havnet i uheldigt selskab. Men Amari ved, at hendes brors hemmeligheder ikke havde noget med bander eller stoffer at gøre. Der stikker mere under end det. Og da hun i sit desperate forsøg på at finde frem til sandheden om sin bror falder over en invitation til en optagelsesprøve på en mystisk skole, beslutter hun sig for at følge sporet og finder snart ud af, at intet i verden er, som vi går og tror."


Jeg har haft lyst til at læse Amari og Nattens Brødre lige siden den udkom sidste år, da den er blevet rost til skyerne rigtig mange steder. Nu har jeg så endelig fået taget mig sammen, og jeg tilslutter mig koret af lovpriser. 

Amari bor sammen med sin mor i et fattigt område af byen. Amari er lige blevet smidt ud af den fancy skole hun går på, fordi hun skubbede til én af de piger, som mobbede hende, fordi hun er fattig og sort. Samtidig er hendes storebror Quinton, som hun ser op til, forsvundet, og politiet har opgivet at lede efter ham, da de tror, at han har rodet sig ud i noget kriminelt. Amari har dog ikke opgivet af finde Quinton, og da hun modtager en mystisk besked fra ham, leder det hende til Bureau for Overnaturlige Anliggender, hvor hun bliver optaget som aspirant med mulighed for at blive agent. Nu kan jagten efter Quinton for alvor gå i gang!

Amari er en skøn pige. Hun har ben i næsen, men begår også fejl. Jeg kan godt lide hendes ukuelighed. Hun kæmper selvom det er hårdt og svært. Amari bliver stadig mobbet af nogle af andre børn på Bureau for Overnaturlige Anliggender, men hun får heldigvis også nogle gode venner. Hun opdager, også at hun er magiker, hvilket er ulovligt, fordi nogle magikere tidligere har forsøgt at bruge deres kræfter til onde formål. Dette gør at Amari flere gange bliver mistænkt for at stå i ledtog med de onde magikere.

Jeg kan rigtig lide det univers, som forfatteren har skabt. Der er simpelthen så mange fede og magiske væsner og ting med. Kombinationen af hverdag og magiske begivenheder fungerer så godt. Så foruden magi er der også fokus på loyalitet, venskab, familiekærlighed, at tro på sig selv samt ikke give op. Jeg håber, at universet bliver endnu mere udfoldet i den næste bog. 

Amari og Nattens Brødre er en skøn og medrivende fantasy roman. Sproget er rigtig godt, og flowet i handlingen får siderne til at vende sig af sig selv. Jeg vil anbefale den til børn, der elsker fantasy. 
Jeg vil gerne have den næste bog nu, tak!


5/5 stjerner

Titel: Amari og Nattens Brødre // Originaltitel: Amari and the Night Brothers
Forfatter: B. B. Alston
Serie: Supernatural Investigations #1
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Carlsen
Udgivet: 23. marts 2021 (denne udgave) // oprindelig udgivet 19. januar 2021
ISBN: 9788711917008
Sideantal: 400

Ingen kommentarer:

Send en kommentar