Mandag d. 11. april
For første gang i hvad der føles som en evighed har jeg rent faktisk påskeferie. Så mine planer er at få slappet af, ordnet nogle praktiske ting, læse og ikke mindst hygge med mine kære.
Jeg startede dagen med træning og yoga, og det jeg er så glad for, at jeg så småt er ved at få bygget en rutine op igen. Nu arbejder jeg på at fastholde den og eventuelt tilpasse den, hvis nødvendigt. Det er mega rart at være i gang igen.
Jeg var et smut på biblioteket for aflevere en god stak bøger, og derefter handlede jeg ind, så jeg kunne bage chokoladeboller.
Hjemme igen gik jeg i gang med at rydde op på mit kontor. I rigtig lang tid har det været et rum, hvor jeg bare har smidt alt muligt ind, men det var jeg ved at være rart træt af, så nu skulle jeg have ryddet op, ryddet ud og gjort rent. Så det er hvad jeg har gjort i dag, mens jeg har hørt videre i Genkomsten samt en helt masse musik.
Jeg fik også læst lidt mere i House of Earth and Blood, men jeg skal altså til at starte på den lidt tidligere på dagen, og ikke kun lige når jeg skal i seng, hvor jeg er for træt.
Antal læste bøger: 4
Antal læste sider: 1.403
Tirsdag d. 12. april
Endnu en dag med morgentræning og yoga. Mine praktiske opgaver i dag var at rydde op i min baggang, hvilket jeg gjorde om formiddagen, og lægge kartofler, hvilket blev gjort om eftermiddagen. Imens hørte jeg videre i Genkomsten. Jeg kan godt lide den, men den er godt nok mere voldsom end jeg lige havde forventet.
I min middagspause fik jeg skrevet et par anmeldelser og fik taget nogle billeder til bloggen.
Efter aftensmaden læste jeg et par timer i House of Earth and Blood. Jeg skal helt klart blive bedre til at sætte noget mere tid af til at læse, for jeg kan mærke at det ikke har været nok bare at læse inden sengetid.
Antal læste bøger: 4
Antal læste sider: 1.616
Onsdag d. 13. april
I dag var mine praktiske opgaver at rengøre køkken og badeværelse. Jeg var også endnu et smut på biblioteket for at aflevere bøger og derefter fik jeg hentet en pakke. Selvsagt fik jeg hørt endnu mere af Genkomsten, som jeg stadig kan lide, men jeg kunne godt bruge nogle lidt flere sympatiske personer for lige at opveje de usympatiske, som der er en del af.
Om eftermiddagen fik jeg besøg af en veninde. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag/aften.
Inden sengetid nåede jeg at læse ganske få sider i House of Earth and Blood.
Antal læste bøger: 4
Antal læste sider: 1.785
Torsdag d. 14. april
I dag skulle jeg hjem til mine forældre på påskeferie, så det betød at jeg lige skulle have pakket en kuffert. Imens jeg pakkede lyttede jeg til Genkomsten, som jeg nåede at blive færdig inden jeg skulle afsted.
Dagen er blevet brugt til at hygge med min familie og lege med hundehvalpene. Jeg fik også læst videre i House of Earth and Blood.
Antal læste bøger: 5
Antal læste sider: 1.979
Fredag d. 15. april
Om formiddagen og eftermiddagen hjalp jeg mine forældre i haven. Vi fik beskåret træer og ordnet nogle bede. Alt det friske luft gjorde at jeg tog en lille middagslur. Om aften så jeg en film med min lillebror. I løbet af dagen fik jeg læst 111 sider i House of Earth and Blood.
Antal læste bøger: 5
Antal læste sider: 2.090
Lørdag d. 16. april
Om formiddagen var jeg ude og handle med min mor. Vi var også endnu en tur i haven, hvor vi lagde kartofler og fik fyldt min mors højbede med jord.
Jeg fik læst de sidste 182 sider i House of Earth and Blood, og jeg var vitterlig limet til siderne. Det var en virkelig god bog!
Antal læste bøger: 6
Antal læste sider: 2.272
Søndag d. 17. april
Endnu en hyggelig dag hjemme hos mine forældre. Vejret var skønt, og vi var en tur i haven om formiddagen. Jeg fik også trænet, samt læst Omsorg af Claire Keegan, som ikke var på min tbr, men som var en god lille bog. Jeg fik også startet på min næste bog, som er Sandstorm. Jeg fløj igennem de første 101 sider, så jeg håber den holder tempoet hele vejen.
Antal læste bøger: 6
Antal læste sider: 2.373
Ingen kommentarer:
Send en kommentar