Velkommen

Velkommen til min lille del af bogverdenen. Her kan du få inspiration til din næste læseoplevelse.

fredag den 8. april 2022

Død for verden af Charlaine Harris

"Nytårsnat kører Sookie hjem fra arbejde og ser en nøgen mand løbe langs vejen i mørket og kulden. Det viser sig, at den stakkels mand ikke har det fjerneste begreb om, hvem han er. Men det har Sookie til gengæld. Den nøgne mand er vampyren Eric Northman. Og han er langt fra sig gamle jeg. Eric er venlig, blid - og meget bange.; dem, som fjernede hans hukommelse, er nu ude efter hans liv." 



En nat på vej hjem fra arbejde samler Sookie en halvnøgen Eric op. Det viser sig at Eric har mistet hukommelsen, og har derfor ingen anelse om, hvem han selv eller Sookie er. Sookie tager ham derfor med hjem, og skjuler ham der- en gruppe ondsindet hekse har forhekset Eric, da de ønsker at overtage hans forretninger. Vampyrerne må derfor slå sig sammen med varulvene og gå i krig mod heksene. Sookie bliver som tidligere blandet ind i de overnaturliges sager.

Sookie er en helt igennem charmende og fantastisk hovedperson. Hun har både humor, selvironi og ben i næsen. Selvom hun ikke altid er særlig glad for at blive blandet ind i de overnaturliges problemer, forsøger hun stadig at løse dem så godt som muligt. Eric er også en herlig karakter. Her får vi set en lidt anden side af ham, fordi han har mistet hukommelsen, og derfor ikke kan huske hans 1000 år lange vampyrliv. Det gav en helt anden sårbarhed til hans karakter, end når han er hans selvsikre selv. Jeg kunne rigtig godt lide den relation som Sookie og Eric udviklede undervejs. Det gav en helt anden dynamik i deres forhold, som også kommer til at påvirke dem fremover.

Charlaine Harris får hele tiden flettet nye overnaturlige væsner ind i universet, og denne gang er vi kommet til hekse. Hekseplottet er interessant, men jeg kunne godt have tænkt mig at de var lidt mere med, end de egentlig var. De var en trussel på afstand det meste af tiden, hvor vi igennem Sookies øjne ser, hvad de har gjort, men der går et godt stykke tid, før Sookie/vi møder de virkelig onde og grumme af dem.

Som altid er der flere plottråde/mysterier, der skal løses, men jeg synes at de hænger fint sammen, uden at det føles som en eller flere af dem er blevet glemt undervejs, hvilket lidt skete i Levende død i Dallas.

Død for verden er endnu en underholdende bog i serien. Der er igen en masse action, blod, sex og humor. Så jeg kan anbefale den til alle der elsker fantasyserier med vampyrer og andre overnaturlige væsner.


4/5 stjerner

Titel: Død for verden // Originaltitel: Dead to the World
Forfatter: Charlaine Harris
Serie: Sookie Stackhouse #4
Originalsprog: engelsk // læst på dansk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 6. maj 2010 (denne udgave) // oprindelig udgivet 3. maj 2004
ISBN: 9788711426296
Sideantal: 319

Ingen kommentarer:

Send en kommentar