"Holly hører ikke så godt, så hendes mor slæber hende til ørelægen. Snart skal Holly bevæge sig rundt med et neongrønt høreapparat, som er svært at skjule for klassekammeraterne. Det er heller ikke helt nemt at regulere lydstyrken på apparatet, så Hollys fingernemme veninde Jose træder til. Om det er Joses tekniske fiksfakserier, eller om Holly lige pludselig har fået superevner, er svært at sige, men med ét har Holly udviklet superhørelse og opsnapper, at en bombemand truer hendes skole.
Kan Holly og hendes venner Magnus og Jose nå at stoppe ham, før skolen ryger i luften?
Og hvorfor begynder kæledyrene i kvarteret i øvrigt at forsvinde?"
[Anmeldereksemplarer fra Gads Forlag]
Under en hviskeleg i klassen opdager Holly, at hun ikke kan høre noget på det ene øre. Det resulterer i, at hun får et høreapparat, men det er ikke helt nemt at finde den rigtige lydstyrke. Det kan hendes veninde, Jose, heldigvis hjælpe med, da hun er ret fiks på fingrene. Men hun fikser den lidt for godt, og nu har Holly superhørelse, og den evne skal selvfølgelig bruges i den gode sags tjeneste. Holly skal være superhelt!
Der er indtil videre udkommet to bøger om Holly og co.'s eventyr - Hviskeleg, bomber og en hundedyr misforståelse og Økuller, natløb og en lille hvid løgn.
I Hviskeleg, bomber og en hundedyr misforståelse kommer Holly på sporet af et muligt bombeattentat til skolens store jubilæum, så det skal hun selvfølgelig forhindre. Undervejs bliver hun også involveret i at finde en forsvunden hund.
I Økuller, natløb og en lille hvid løgn er Holly, Jose og Magnus på lejrtur med resten af klassen. Men da klassekammeraternes ejendele begynder at forsvinde, og Magnus og Holly bliver beskyldt for at stå bag, må Holly igen bruge sine superhøreevner for at rense deres navne.
Da 2'eren ender på en cliffhanger, krydser jeg fingre for at der kommer en 3'er (og det forhåbentlig snart).
Holly, Jose og Magnus har et solidt og hjertevarmt venskab, som dog bliver sat lidt under pres i 2'eren. De kommer på nogle sjove og spændende eventyr sammen. De får også nogle skøre idéer sammen, og selvom nogle af dem er ikke altid lige heldige, er det tydeligt at mærke, at de er de bedste venner og har hinandens rygge.
Bøgerne tager fat i temaer såsom at føle sig anderledes, hjælpsomhed, heltemod og venskaber. Det er hverdagshistorier tilsat superheltekræfter, hvoraf den største kraft er at have nogle gode venner.
Bøgerne er velskrevne og letlæste. De har en god humoristisk tone, de er spændende og man flyver nærmest igennem dem. De er også illustreret af Maria Buchmann, hvis streg understreger historierne rigtig godt.
Jeg vil anbefale dem til børn, der godt kan lide gode historier om venskaber og eventyr tilsat nogle superheltekræfter.
4/5 stjerner
Titel: Hviskeleg, bomber og en hundedyr misforståelse
Forfatter: Pernille Bønløkke Toustrup & Sophie Souid // Illustrator: Maria Buchmann
Serie: Holly #1
Sprog: dansk
Forlag: Gads forlag
Udgivet: 2022
ISBN: 9788762740228
Sideantal: 165
4/5 stjerner
Titel: Økuller, natløb og en lille hvid løgn
Forfatter: Pernille Bønløkke Toustrup & Sophie Souid // Illustrator: Maria Buchmann
Serie: Holly #2
Sprog: dansk
Forlag: Gads forlag
Udgivet: 2022
ISBN: 9788762740280
Sideantal: 184
Ingen kommentarer:
Send en kommentar